Hvad nu hvis du allerede i denne uge kunne lancere dit eget brand – måske med en massagepistol, en hundemadras af memory-skum eller et lækkert hudplejeserum?
Med white label-produkter er det ikke bare en drøm. Det er en praktisk forretningsmodel, hvor du sælger produkter, som er produceret af andre, men tilpasses med dit eget design og branding. Det er en oplagt mulighed for dig, der gerne vil springe produktudviklingen over og hurtigt komme på markedet eller hoppe med på en trend.
Herunder finder du 13 populære idéer til white label-produkter, du kan sætte dit eget præg på og begynde at sælge allerede i dag.
Hvad er et white label-produkt?
Et white label-produkt er et generisk produkt eller en tjeneste, der produceres af én virksomhed og derefter brandes og sælges af en anden. Det samme grundprodukt kan altså optræde i mange forskellige versioner – afhængigt af hvem der sætter deres navn og visuelle identitet på. Typiske eksempler på white label-produkter er kosmetik, elektronik, husholdningsartikler og software. Produkterne bliver som regel tilpasset med logo, emballage og særlige designdetaljer, så de afspejler det brand, der sælger dem. Mange forhandlere får deres white label-produkter gennem direkte samarbejde med producenter eller ved at bruge print-on-demand-tjenester hvor produktionen sker først, når en ordre afgives.

White label-produkter ligner private label-produkter. Begge termer refererer til produkter, der er fremstillet og mærket for en tredjeparts sælger. Private label-produkter gennemgår dog yderligere tilpasning for individuelle detailhandlere. De indeholder sandsynligvis unikke ingredienser eller materialer og kan have skræddersyet emballage. White label-produkter har derimod tendens til at have begrænsede muligheder for tilpasning.
For eksempel ville et hårplejeprodukt solgt under Walgreens' generiske mærke i deres butikker blive klassificeret som et private label-produkt. Mens et telefoncover solgt under flere mærkenavne på Amazon er et white label-produkt.
13 white label-produkter til salg online
- Genanvendelige vandflasker
- Kosmetik og hudplejeprodukter
- Telefontilbehør
- Fitnessbeklædning og tilbehør
- Husdyrtilbehør
- Krus
- Æteriske olier
- LED-lys og lyskæder
- Muleposer
- Massagepistoler
- Kaffebønner
- Strandhåndklæder
- Tøj og modeaccessories
1. Genanvendelige vandflasker

Vandflasker er billige, praktiske og noget, næsten alle bruger i hverdagen. Hvis du er kunstner, designer eller content creator, der gerne vil sælge merchandise, er de et oplagt lærred for dit visuelle udtryk. Som white label-produkt kan flasker nemt tilpasses med dit logo eller design og bruges til at øge din brandbevidsthed.
Sælger du digitalt indhold, som fx online yogaundervisning eller personlig træning, kan mærkede vandflasker være en oplagt måde at supplere din forretning med et fysisk produkt.
Når du udvikler dine egne white label-vandflasker, kan du overveje materialer som rustfrit stål, glas eller silikone, alt efter hvilket udtryk og prisniveau der passer til dit brand.
2. Kosmetik og hudplejeprodukter

En stor del af de kosmetikmærker, vi ser på markedet i dag, stammer faktisk fra de samme få producenter. I mange tilfælde er produkternes indhold identisk – det, der skaber forskellen, er branding, emballagedesign og markedsføring.
Et godt eksempel er Kylie Jenners kosmetiklinje, som produceres af Seed Beauty – samme private label- virksomhed, der står bag mærker som ColourPop.
Hvis du drømmer om at starte dit eget makeup-brand med white label-produkter, kan det være smart at begynde med ét enkelt produkt som fx en læbepomade. Det giver dig mulighed for at lære processen at kende, før du eventuelt udvider sortimentet.
3. Telefontilbehør

Ligesom vandflasker er white label-telefontilbehør billige at producere, nemme at tilpasse og har en bred appel. Telefoncovers er især populære og ideelle for designere og kunstnere, der vil vise deres arbejde på en funktionel og overkommelig platform. Men det stopper ikke der. Produkter som ladekabler, trådløse opladere og bilholdere kan også tilpasses med dit brand og sælges som en del af dit sortiment. Hvis du overvejer at starte op i denne niche, har Shopify en brugervenlig guide til begyndere til design og salg af telefoncovers.
4. Fitnessbeklædning og tilbehør

Fitness- og sportstøj oplevede et markant boom under pandemien, og mange har holdt fast i de nye træningsvaner. Det har skabt stor efterspørgsel efter produkter som yogamåtter, sportssokker, leggings, træningstøj, udstyr og selvfølgelig vandflasker. Disse varer er let tilgængelige som white label-produkter gennem producenter og print-on-demand-platforme og egner sig perfekt til branding.
Vil du starte en fitnessbaseret forretning? Du kan enten lancere en dedikeret onlinebutik med egne kollektioner eller skabe branded merchandise til din influencerkanal.
5. Husdyrtilbehør

Med flere fleksible arbejdsformer er der også kommet flere firbenede kolleger i hjemmet – og det har skabt et voksende marked for kæledyrsprodukter. Efterspørgslen på alt fra hundesenge og kattelegetøj til akvarieudstyr er højere end nogensinde.
Her er en oplagt mulighed for at træde ind i kæledyrsbranchen med egne white label-produkter. Uanset om du allerede driver en hundesalon, tilbyder dyrepasning eller blot elsker dyr, kan du nemt tilføje brandede produkter til dit sortiment.
6. Krus

Keramiske krus med lokale motiver. Termokrus med indgraveringer af naturoplevelser. Emaljekrus med unikke illustrationer. Der er utallige muligheder for at tilføje white label-branding til krus og flasker.
Og timingen er perfekt: Markedet for specialkaffe vokser stadig, og efterspørgslen forventes at fordobles inden 2030. Det gør krus til en oplagt produktkategori at komme ind i, hvis du vil starte en webshop med fokus på livsstil og nydelse.
7. Æteriske olier

Selvpleje og wellness-trends viser ingen tegn på at bremse, og det gør branchen til en særligt attraktiv mulighed for nye iværksættere. Æteriske olier, diffusere og badeprodukter kan alle fås som white label-produkter og sælges online med dit eget branding. Særligt for wellness-influencere er mærkede olier en oplagt måde at tjene penge på deres personlige brand eller tage det første skridt ind i e-handel.
8. LED-lys og lyskæder

Eventyrlys, LED-sneakers, solcelledrevne campinglys, lommelygter og dekorative lamper – alt sammen kan findes som white label-produkter hos producenter verden over. Mange mærker sælger reelt variationer af de samme produkter, så nøglen til succes ligger i din evne til at skille dig ud. Lad dit brand skille sig ud fra mængden med en stærk visuel identitet.
9. Muleposer

Forbrugertendenser har i de seneste år vist stigende interesse for bæredygtige løsninger og virksomheder med et grønt aftryk. Detailhandlere kan styrke deres miljøprofil med white label-produkter som genanvendelige muleposer med eget logo eller budskab. Overvej at designe muleposer (også kaldt tote bags) som giveaways for at opfordre kunder til at droppe engangsplast, samtidig med at du styrker kendskabet til dit brand.
Muleposer er også en oplagt mulighed for grafikere og kunstnere. Den store, flade overflade fungerer som et blankt lærred og giver dig en nem måde at tjene penge på din kunst. Mange print-on-demand-tjenester tilbyder white label tote-tasker, så du kan komme i gang uden stor opstartsinvestering.
10. Massagepistoler

Massagepistoler er endnu en af de populære breakout-produkter fra de seneste år. De tilbyder effektiv lindring af muskelspændinger og bruges ofte som en del af post-træningsterapi. Som forbrugergadget egner massagepistoler sig perfekt som white label-produkt, især hvis du ønsker at sælge produkter i mellemprisklassen med højere avance.
Hjemmesider som Alibaba har et bredt udvalg af massagepistoler, som kan tilpasses med dit eget brand, både når det gælder farver, logo og emballage.
11. Kaffebønner

Tænk ud over krus – hvorfor ikke også sælge mærkede kaffebønner? Flere kaffeproducenter tilbyder samarbejde med nye brands om at udvikle personlige blandinger og unikke emballagedesigns.
Der findes i dag mange virksomheder, der specifikt hjælper nye aktører i gang med at sælge kaffe via white label-løsninger. Et eksempel er Dripshipper – en white label-sælgerapp til kaffebønner, der integrerer direkte med Shopify.
12. Strandhåndklæder

Du kan starte en white label-virksomhed med et sæsonbetonet produkt som strandhåndklæder. De er altid i efterspørgsel i sommermånederne og kan tilpasses i et væld af designs og materialer.
Virksomheder inden for fitness og udendørs aktiviteter (blandt andet surfskoler) kan tilføje branding til håndklæder og sælge dem som merchandise. For kunstnere er strandhåndklæder en kreativ måde at transformere illustrationer og malerier til brugbare produkter med bred appel.
13. Tøj og modeaccessories

T-shirts, solbriller, sko og meget mere kan nemt blive til white label-produkter, du kan sælge under dit eget brand. Hvis du allerede driver et modebrand og gerne vil udvide med accessories, kan det være oplagt at tilføje dit logo til fx solbriller eller kasketter. Det er en effektiv måde at upselle eller krydssælge på, samtidig med at du styrker dit visuelle brandudtryk. Denne type produkter er ofte tilgængelige via print-on-demand-tjenester og kan tilpasses med detaljer som mærkede labels, hangtags og specialdesignet emballage.
Hvordan vælger man en white label-leverandør?
Når du sætter dit navn og logo på et produkt, er det afgørende, at producenten kan leve op til dine kvalitetskrav. Her er, hvad du bør kigge efter, når du skal finde en white label-leverandør, der matcher din forretning:
Tjek leverandørens omdømme
Start med at lave grundig research. Kig efter leverandører, der har et solidt ry og gerne allerede samarbejder med veletablerede brands i din branche. En hurtig søgning på branchefora eller Trustpilot kan give dig værdifuld indsigt i, hvordan leverandøren tidligere har præsteret.
Bekræft produktkvalitet
Kvalitet er ikke til forhandling. Spørg ind til produktion og kvalitetskontrol – og se efter internationale certificeringer som ISO (International Organization for Standardization) eller GMP (Good Manufacturing Practices).
Hvis du i stedet sælger white label-kosttilskud, er det vigtigt, at producenten overholder Fødevarestyrelsens krav og har styr på hygiejne og sporbarhed.
Få altid tilsendt prøver, før du lægger en større ordre. Gennemgå kvaliteten grundigt – det er din troværdighed, der er på spil.
Udforsk tilpasning
Selv små detaljer tæller, når du sælger white label-produkter. De skal afspejle dit brand og tale direkte til din målgruppe. Sørg for, at din leverandør tilbyder de tilpasningsmuligheder, du har brug for:
Det kan være alt fra tilpasset emballage og labels til mere avancerede ændringer i produktets opskrift eller funktionalitet. Din leverandør skal forstå, hvorfor det er vigtigt, at netop dit produkt skiller sig ud.
Gennemgå leveringstider
Effektive produktions- og leveringstider er afgørende for at sikre en god kundeoplevelse og fastholde tillid til dit brand. Tal åbent med din leverandør om forventede produktionstider, levering og beredskabsplaner, hvis der opstår forsinkelser eller store udsving i ordrevolumen.
Da mange forretninger er påvirket af sæsonudsving, bør du sikre dig, at din leverandør kan håndtere øget efterspørgsel i højsæsoner, f.eks. op til jul, festivaler eller sommersæsoner.
Hvis du bruger en print-on-demand-service, kan du ofte nemt sammenligne forskellige leverandørers leveringstider direkte i appen. Det gør det lettere at vælge den mest pålidelige løsning til din forretning.
Test kundesupport
Effektiv kommunikation er nøglen til et godt samarbejde. Din leverandør skal være både lydhør og tydelig i sin kommunikation. Vælg gerne en partner, der tilbyder en fast kontaktperson eller kontoadministrator, da det kan gøre det langt nemmere at få hurtige svar og løse problemer, når de opstår.
Vælg indenlandsk
Overvej at samarbejde med en dansk eller europæisk leverandør, hvis det er muligt. Det kan give dig kortere leveringstider, lavere fragtomkostninger og nemmere kommunikation, og det er alt sammen noget, der kan gøre din drift mere smidig og effektiv.
Bedste industrier for white label-produkter
Flere brancher har i de senere år taget white label-produkter til sig for at udvide sortimentet uden at skulle udvikle alt fra bunden. Her er nogle af de mest lovende sektorer:
- Software som en service (SaaS): Virksomheder uden tekniske ressourcer kan købe færdiglavede SaaS-løsninger, f.eks. apps til e-handel, streaming eller booking.
- Sundhed og skønhed: Hudpleje, hårpleje og andre basisprodukter er oplagte kandidater til white label, især når branding og emballage er i fokus..
- Mad og drikkevarer: Denne industri har set en stigning i efterspørgslen efter private label-fødevareprodukter, især inden for niche- og økologiske madkategorier.
- Tøj og tilbehør: Mange modebrands anvender white label-løsninger til at udvide deres kollektioner med fx T-shirts, tasker eller solbriller.
- Forbrugerelektronik: Produkter som høretelefoner og smartwatches er en omkostningseffektiv måde at komme ind i elektronikbranchen uden at skulle udvikle egne komponenter.
- Hjem og have: White label-produkter inden for boligindretning og havearbejde, herunder møbler, værktøjer og boligtilbehør, giver detailhandlere mulighed for at udvide deres produktlinjer og skabe cross-selling muligheder.
Fordele og ulemper ved at sælge white label-produkter
Fordele
- Omkostningseffektiv: White labeling giver virksomheder mulighed for at spare på research, udvikling og produktion.
- Hurtig markedsindtræden: Uden en produktudviklingsfase kan mærker komme hurtigere på markedet.
- Marketingfokus: Virksomheder kan koncentrere deres indsats om at opbygge et brand.
- Skaleringsmuligheder: Virksomheder kan hurtigt udvide deres produktlinjer for at imødekomme markedets efterspørgsel.
Ulemper
- Begrænset kontrol: Virksomheder, der bruger white labeling, har mindre kontrol over produktionsprocessen og eventuelle problemer med produktionspålidelighed eller tilgængelighed.
- Begrænset tilpasning: Selvom nogle tilpasninger er mulige, tilbyder white label-produkter ikke det samme niveau af unikhed som private label eller helt tilpassede produkter.
- Brandudvanding: Dårlig kvalitet af white label-produkter kan føre til negative opfattelser af det tilknyttede brand.
Begynd at sælge dine egne mærkede produkter i dag
Med hvert teknologisk fremskridt, nyt automatiseringsværktøj og salgskanal, hvor du kan finde kunder, bliver det lettere og lettere at starte egen virksomhed. White labeling lader dig endda gøre det i dag, hvad enten det er som et sidegesjæft via en print-on-demand-tjeneste eller med en dropshipping-website.
Ofte stillede spørgsmål om white label-produkter
Hvor skal jeg sælge mine white label-produkter?
Det mest oplagte er at sælge dine white label-produkter i din egen webshop. Her kan du sælge direkte til dine kunder via din hjemmeside, men også udnytte sociale shoppingmuligheder og online markedspladser. Nogle, der sælger white label-produkter, vælger at distribuere dem til andre forhandlere via engroskanaler.
Hvor kan jeg finde white label-produkter?
Et velkendt sted at finde white label-produkter er Alibaba. Men mange virksomheder producerer også white label-versioner af deres produkter, som andre brands kan sælge. Flere white label-leverandører, herunder print-on-demand og dropshipping-virksomheder, tilbyder endda direkte integration med din Shopify-butik.
Hvordan starter jeg med at sælge white label-produkter?
- Vælg et produkt.
- Find en leverandør, og bestem, om du vil købe lager, dropshippe eller printe produkter on demand.
- Opret et brand og brandingaktiver til din virksomhed.
- Indsend dine brand-tilpasninger i henhold til din leverandørs specifikationer.
- Opsæt en Shopify-butik og salgskanaler. Hvis det er muligt, link din leverandør direkte til din Shopify-butik.
- Begynd at sælge!
Er der nogen risici ved at sælge white label-produkter?
Samarbejd med pålidelige white label-leverandører, som producerer sikre og lovlige produkter. Husk at undersøge eventuelle juridiske aspekter grundigt, da du ikke selv fremstiller produkterne og derfor har begrænset kontrol over produktionsprocessen.
Der kan også være økonomiske risici forbundet med at købe et stort lager forud. Da dine white label-produkter bliver tilpasset med dit logo eller design, kan de være vanskelige at returnere. Undersøg enhver virksomhed, du overvejer at samarbejde med, og bed om prøver, før du forpligter dig. Det er vigtigt, at du personligt kan stå inde for de white label-produkter, du sælger. Vær etisk og ærlig i dine produktbeskrivelser og vær transparent over for dine kunder, hvis de oplever problemer.