Brænder du for at kaste dig ud i et nyt forretningseventyr? Så overvej at sælge hjemmelavede stearinlys.
Det at lære at lave stearinlys er et håndarbejde, som selv nybegyndere kan give sig i kast med. Hvis du er interesseret i at starte en forretning med stearinlys, viser vi dig her, hvordan du kan tjene penge online på at sælge dette populære produkt.
Er du klar til at starte din virksomhed? Opret dit website allerede nu, eller læs mere om Shopifys værktøjer til at sælge online og ansigt til ansigt.
Hvorfor starte en forretning med stearinlys?
Stearinlys er en vigtig del af indretningen i de fleste hjem – især i de kolde vintermåneder, som står på masser af indehygge. Ifølge Expert Market Research forventes det globale stearinlysmarked at nå en omsætning på ca. 70 milliarder kroner inden 2034.
Den kommercielle brug af stearinlys er i vækst, da spafaciliteter anvender dem til aromaterapi, og restauranter skaber hyggelige atmosfærer. National Candle Association rapporterer, at forbrugerne i USA primært køber stearinlys til hjemmets indretning og afslapning.
Google Trends viser en vedholdende global interesse for hjemmelavede stearinlys – ved søgning på den engelske term "homemade candles" – især i Nordamerika, New Zealand, Irland og Sydafrika, hvilket er værdifuld markedsinformation, hvis du har planer om at åbne en ny forretning med stearinlys.

Der er flere fordele ved at starte en virksomhed, der sælger stearinlys:
- Lave opstartsomkostninger: Selvom nogle varianter kræver materialer af højere kvalitet, kan du starte med en minimal upfront-investering.
- Fleksible salgsmuligheder: Sælg dine varer online samt på messer og markeder med kunsthåndværk og hos lokale forhandlere.
- Let at lære: Den grundlæggende proces er nem for både begyndere og erfarne håndværkere.
- Tilpassede produkter: Skab unikke produkter for at differentiere din virksomhed.
Salgbare typer af hjemmelavede stearinlys
En vigtig fordel ved at starte en forretning med stearinlys er det store udvalg af forskellige produkter, du kan lave. Når du har fået styr på den grundlæggende støbning af stearinlys, kan du udforske forskellige typer for at finde ud af, hvad der appellerer til dine målgrupper og matcher dine forretningsmål. Her er de mest populære varianter, som du kan overveje til dit sortiment:
Stearinlys af soja
Sojalys fremstilles af voks fra sojabønner, som udgør et alternativ til traditionel olie- eller paraffinvoks. Da de er lavet af en vedvarende ressource, brænder de rent og holder længere, hvilket giver bedre værdi for kunderne.

Aromaterapi- og duftlys
Denne populære type stearinlys findes i en lang række dufte til kunder, der ønsker at forskønne deres hjem. De tjener flere formål og kan bruges til alt fra at skabe en behagelig atmosfære til at være en uundværlig del af skøn aromaterapi.

Stearinlys til aromaterapi indeholder æteriske olier, som er særligt udvalgte på grund af deres specifikke sundhedsmæssige fordele. Et eksempel er lavendel, der ofte bruges til at fremme afslapning.
Veganske stearinlys
Da flere kunder ønsker produkter uden animalske ingredienser, tilbyder veganske stearinlys et alternativ til traditionelle varianter med bivoks. Disse stearinlys er fremstillet af plantebaserede ingredienser såsom sojavoks, naturlig voks og duftolier.

Dekorative stearinlys
Dekorative stearinlys skal appellere visuelt gennem unikke former, farver og design. De dufter ikke nødvendigvis, men fungerer som særprægede indretningsgenstande, der giver ethvert rum karakter.

Sådan starter du din egen forretning med stearinlys
- Foretag markedsundersøgelser
- Opbyg din brandidentitet
- Find et navn til din stearinlysvirksomhed
- Udarbejd en forretningsplan
- Registrer din stearinlysvirksomhed
- Beregn din markedspris
- Fremstil salgbare stearinlys
- Opbyg din webshop
- Udarbejd en marketingplan
Følg disse trin for at starte din forretning med stearinlys, og download denne tjekliste til stearinlysvirksomheder (på engelsk – klik på linket for at downloade) for at se, hvor langt du er.
1. Foretag markedsundersøgelser
Din målgruppe – dvs. de købere, der vil være mest interesserede i dine produkter og mest tilbøjelige til at blive til kunder – guider dine forretningsbeslutninger i forhold til alt fra produktudvikling til markedsføring. Stearinlysbranchen har tre hovedsegmenter:
- Luksus (200-700 kr.): Et hurtigt voksende luksussegment, der er kendetegnet ved emballage, dufte og brandfortællinger af højeste kvalitet.
- Midtersegment (70 kr.): Bredt appellerende produkter med unikke dufte som rosenvand eller grapefrugt, der ofte kan findes i detailbutikker, som også sælger brugskunst, skønhedsprodukter eller lignende.
- Massemarked (30-50 kr.): Budgetvenlige muligheder med standarddufte som vanilje eller havbrise, som kan købes i alt fra supermarkeder til større møbelforretninger.
Vælg din målgruppe ud fra dine målsætninger. Hvis du ønsker at sælge i detailbutikker med produkter af en vis kvalitet, kan midtersegmentet være det, du skal gå efter. Foretrækker du webshops og direkte salg, skal du måske satse på luksusprodukter.
Dit valg har indflydelse på alt fra indkøb af materialer til opbygning af dit brand og emballage.
2. Opbyg din brandidentitet
Opbygning af et stærkt brand hjælper dig med at skabe et publikum, guide markedsføringsindsatser og udvikle bedre produkter til dine kunder. En stærk brandstrategi er særligt vigtig inden for stearinlysbranchen, som er vokset betydeligt i løbet af det seneste årti.
Skab en fængende brandfortælling: En brandfortælling bidrager til, at du hurtigt kan opbygge en relation til potentielle købere. Det er den historie, der former dit brand og bliver grundlaget for din mission, dit budskab og din stemme. Brandfortællinger inden for stearinlysbranchen bør være fængslende, menneskelige og ærlige. De skal få folk til at føle noget, hvilket driver dem til at handle – uanset om det er at tilmelde sig et nyhedsbrev, foretage et køb eller donere penge.
Et eksempel er historien om Keap Candles. Grundlæggerne Harry Doull og Stephen Tracy var utilfredse med deres jobs inden for techbranchen. De ønskede at udrette noget mere meningsfuldt og inspirerende med deres arbejde og besluttede sig for at begynde at producere stearinlys.
For at finde frem til din egen fortælling kan du stille dig selv følgende spørgsmål:
- Hvorfor laver jeg stearinlys?
- Hvem laver jeg stearinlys til?
- Hvilken indflydelse ønsker jeg at have på kunderne?
- Hvilken indflydelse ønsker jeg at have på verden?
Visuel identitet: Din visuelle identitet – herunder logo, produktbilleder, hjemmeside, sociale medier og emballage – har direkte indflydelse på, hvordan folk opfatter din hjemmebaserede stearinlysvirksomhed. Da kunderne bruger dine stearinlys til både duft og indretning, skal du designe produkter, der matcher dit publikums æstetik.
"Mit syn på hele brandet var ganske enkelt, at det skulle være sjovt. Alle de oplevelser, vi prøver at genskabe, er sjove oplevelser," fortæller Erica Werber, grundlægger af Literie Candles. "Det at deltage i en fødselsdag eller en brunch med mad og drikke ad libitum i de helt særlige omgivelser i Central Park, New York City, føles hyggeligt og uformelt, og jeg tror, at emballagen er med til at vække de samme følelser."

3. Find et navn til din stearinlysvirksomhed
Sørg for at finde et kort og enkelt navn til din forretning med stearinlys, så det er nemt for køberne at huske og udtale. Hvis det er svært for kunderne at huske dit navn, går du glip af muligheder for mund til mund-markedsføring.
Har du brug for hjælp til at brainstorme? Prøv Shopifys navnegenerator for at få nye idéer. Du skal bare indtaste et nøgleord, klikke på pilen for at generere navne og gennemse tusindvis af automatisk udarbejdede navneidéer til din virksomhed.
4. Udarbejd en forretningsplan
En forretningsplan definerer din strategi, løfter sløret for potentielle udfordringer, identificerer, hvilke ressourcer du har brug for, og hjælper dig med at analysere din forretningsidé før lancering. Overvej vigtige spørgsmål såsom:
- Hvad er det endelige mål for dit brand?
- Hvem er dine direkte konkurrenter?
- Vil du sælge i detailbutikker såsom større kæder, supermarkeder og stormagasiner?
- Vil du starte en e-handelsbutik og sælge direkte til kunderne?
Hav disse forretningsmål for øje, når du opbygger dit stearinlysbrand.
5. Registrer din stearinlysvirksomhed
Registrering af din virksomhed giver juridisk beskyttelse og skaber troværdighed over for kunderne. Sådan registrerer du din virksomhed:
- Vælg en virksomhedsstruktur: En enkeltmandsvirksomhed er den mest enkle organisationsform, mens et anpartsselskab (ApS) giver større juridisk beskyttelse ved at adskille virksomhedens aktiver fra dine personlige aktiver.
- Få et CVR-nummer: CVR-nummeret er din virksomheds officielle identifikationsnummer, som er nyttigt, når du f.eks. skal betale og opkræve moms eller oprette en erhvervskonto.
- Tjek kravene til skatter og afgifter: Shopify kan hjælpe dig med at håndtere de skatter og afgifter, du skal betale eller opkræve ved onlinesalg. Undersøg også, om det kræver særlige tilladelser at drive din forretning med stearinlys.
- Opret en erhvervskonto: Adskil personlige og forretningsmæssige transaktioner for at lette håndteringen af skat.
- Overvej beskyttelse af intellektuel ejendom: Beskyt unikke idéer med varemærker, ophavsret eller patenter.
6. Beregn din markedspris
Hvor meget vil du tage for dine stearinlys? Din prisstrategi afhænger af produktkvalitet, brandpositionering, marked og konkurrence. Stearinlys i luksusklassen kan faktisk koste over 700 kr. Find den rigtige pris inden for dit marked ved at følge disse trin:
- Beregn omkostningerne forbundet med dine varer: Læg omkostningerne til materialer til stearinlysproduktion, produktionstid og udstyr sammen.
- Medregn driftsomkostninger: Tag højde for kontorartikler, administrative gebyrer, forsikring, forsyninger og markedsføring.
- Fastlæg en profitmargin: Bestem, hvor stor en fortjeneste der skal være tilbage, når materialer og øvrige omkostninger er betalt.
Bemærk: Priser i forbindelse med engrossalg vil være lavere, men byder på højere salgsvolumener end direkte salg til kunder.
7. Lav salgbare stearinlys
Du kan fremstille stearinlys i dit eget køkken. Her beskriver vi, hvordan du laver stearinlys baseret på soja, og du kan tilpasse denne grundopskrift for at skabe dine egne unikke produkter.
Find alle materialer: Til hjemmelavede stearinlys af soja skal du bruge:
- Sojavoks
- Bomuldsvæger
- Superlim
- Æterisk olie
- Spatel
- Vandbad
- Termometer
- Patentglas
- Kuglepen eller blyant
- Stearinlysforme

Køb sojavoks i større mængder på shoppingsider som Coolshop eller Amazon til omkring 100 kr. pr. kilo. Find patentglas og beholdere i genbrugs- eller interiørbutikker. De resterende ingredienser kan findes i de fleste velassorterede supermarkeder eller hobbyforretninger.
Æteriske olier fås i de fleste helsekostforretninger, og ifølge National Candle Association i USA er duft den vigtigste købsfaktor, så skil dig ud ved at udvikle nye og interessante blandinger. I stedet for at tilbyde de mest almindelige blomster- og skovdufte kan du skabe komplekse kombinationer, der vækker nostalgiske minder eller pirrer nysgerrigheden.

Klargør din voks og beholder: Tag din sojavoks, og smelt den over vandbad ved middelhøj varme. Rør med din spatel for at opløse eventuelle klumper.

Mens voksen smelter, skal du lime vægen fast til bunden af din glasbeholder og lade den tørre for at holde vægen på plads.
Tilpas din stearinlysblanding: Når voksen er smeltet, kan du tilsætte æterisk olie i et forhold på ca. 30 ml pr. 500 gram voks. Hvis du laver farvede stearinlys, skal du tilsætte ikke-giftige farvekridt. Lad blandingen køle ned til 55-60 °C ved at tjekke temperaturen med dit termometer.

Klargør den flydende masse: Hold vægen oprejst, og hæld den afkølede blanding i din beholder, så den fylder tre fjerdedele. Bind enden af vægen fast til kuglepennen eller blyanten, og placer den oven på beholderens åbning for at holde vægen lige.

Færdiggør dit stearinlys: Lad voksen hærde – du kan se et lille hul omkring vægen, hvilket er normalt. Hæld den resterende voks i for at fylde beholderen. Når den er helt stivnet, kan du klippe den overskydende væge af, og så er dit stearinlys klar til at blive tændt!

8. Opbyg din webshop
Salg af stearinlys gennem din egen e-handelsbutik er mere profitabelt og giver dig bedre kontrol over dit brand end online markedspladser som Amazon, der tager en stor del af dine indtægter. Selvom det kan virke skræmmende at oprette en webshop selv, gør Shopify det nemt at komme i gang uden kodning eller et stort budget.
Shopify håndterer:
- Design af hjemmeside
- Produktvisning
- Lagerstyring
- Behandling af betaling
- Automatisering af marketing
- Internationale fragtlabels og sporing
- Flere salgskanaler, herunder Instagram, TikTok og Amazon
… hvilket giver dig mere tid til at lave det, du er bedst til: stearinlys.
9. Udarbejd en marketingplan
Sådan sælger du dine hjemmelavede stearinlys på tværs af forskellige kanaler:
Online markedsføring: En af de mest effektive måder at sælge stearinlys på er online. Brug flere digitale platforme til at nå ud til potentielle kunder i hele verden.
Disse platforme og tiltag fungerer godt for producenter af stearinlys:
- Instagram: Mange livsstilsbrands opnår succes gennem Instagram-markedsføring. Udvælg smukke produktbilleder, tag publikum med bag kulisserne, og tag kontakt til mikro-influencere.
- Pinterest: Indretning af hjemmet er en vigtig kategori for Pinterest-brugere, der søger efter brands og produkter. Gør Pinterest-markedsføring til en central del af din strategi.
- Snapchat: En visuel platform med over 200 millioner brugere gør Snapchat-markedsføring attraktivt i forhold til at nå ud til et stadigt voksende publikum.
- E-mailmarketing: Send kampagner og brandopdateringer direkte til kundernes indbakke. Brug apps som Shopify Forms til at indsamle de besøgendes e-mails til fremtidig markedsføring.
- Giveaways: Lav giveaways og konkurrencer med dine produkter for at opbygge brandbevidsthed og demonstrere dine produkter.
Offline markedsføring: Selvom onlinesalg er værdifuldt, må du ikke glemme det personlige salg. Stearinlys er kompakte og lette at transportere, hvilket betyder, at de er perfekte til messer med kunsthåndværk og pop op-butikker. Personligt salg har flere fordele:
- Direkte feedback: Mød kunderne ansigt til ansigt for at forstå deres behov og forbedre dine produkter.
- Engrosmuligheder: Ønsker du at udforske B2B-salg? Kom i kontakt med potentielle engroskunder på markeder og messer.
- Udvid din online følgerskare: Få et større publikum på sociale medier og opbyg en mailingliste ved fysiske events.
- Opbyg et netværk og lær noget nyt: Få kontakt til andre kreative folk og iværksættere, som kan give dig inspiration og forslag til problemløsning.
Fysiske salg kræver en større indsats end at sidde ved dit skrivebord, men de rigtige værktøjer gør det nemmere. Med et mobilt kassesystem som Shopify POS kan du helt ubesværet håndtere transaktioner på markeder og messer samt i pop op-butikker.

Tips til din forretning med stearinlys
Uanset om du starter et sidehustle eller en fuldtidsvirksomhed, er det værd at huske disse tips:
Tag fantastiske produktbilleder
Fantastiske produktbilleder hjælper med at sælge dine stearinlys. Vis skarpe billeder med tydelige former og labels. Prøv at opstille stearinlys i hjemlige omgivelser, så køberne kan forestille sig, hvordan de vil se ud i deres rum. Du kan hyre en professionel fotograf eller tage billeder af høj kvalitet med en smartphone.
📌 Tip: Brug Shopify Collabs til at finde kreative folk, der kan producere indhold for dig. Find, vurder og godkend influencere, og send dem gratis stearinlys direkte fra din Shopify-administration.
Skab flere salgsmuligheder
Fokuser på at få tilbagevendende kunder – det er mere profitabelt end hele tiden at skulle finde nye. Prøv at:
- skabe mersalg ved hjælp af rejsevenlige versioner af populære stearinlys
- tilbyde Limited Edition-dufte
- udarbejde abonnementsbokse, som f.eks. Frostbeard Studios Candle of the Month Club
Udvid dit produktsortiment
Eksperimentér med forskellige duftblandinger for at imødekomme forskellige præferencer. Overvej at udvide til andre håndlavede varer såsom sæbe, shampoo eller parfume ved hjælp af dine signaturdufte, ligesom Tofino Soap Company har gjort. Du kan krydssælge til dine kunder ud fra dufte, de ofte køber, udvikle forkælelsespakker med en bestemt duft og nå ud til nye målgrupper.
Fokuser på julesalg
National Candle Association rapporterer, at 35 % af stearinlyssalget i USA sker i juletiden, hvor 76 % af køberne opfatter stearinlys som gode gaver. Forbered derfor julekampagner med særlige tilbud og målrettede annoncer.
Hold dig ajour med trends
Brug ressourcer som Think with Google og Nielsen til at følge forbrugertendenser og smertepunkter. Anvend denne viden til udvikling af nye produkter og markedsføringskampagner.
Brug sociale medier effektivt
Opbyg dit publikum og kom i kontakt med potentielle kunder gennem korte videoer. Prøv at:
- vise processen forbundet med at producere dine stearinlys
- fortælle din virksomheds historie
- optage aftenritualer med dine stearinlys
- demonstrere sammenligninger af stearinlys
- dokumentere udfordringer og løsninger
"Vi tager ikke bare statiske produktbilleder – vi viser virkelig, hvordan stearinlyset lever i dit rum," siger Kristen Pumphrey, ejer af P.F. Candle Co. "Det er med til at sende budskabet om, hvordan dit rum vil føles, hvis du får dette stearinlys."
Start din virksomhed med stearinlysproduktion i dag
Med de rigtige værktøjer, opskrifter og markedsføringsstrategier har du alt, hvad du behøver for at forvandle din passion for stearinlys til en blomstrende virksomhed. Uanset om du starter med enkle stearinlys af soja eller udvikler unikke duftblandinger, starter din rejse fra håndarbejdsentusiast til succesfuld virksomhedsejer her.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan du starter en forretning med stearinlys
Er stearinlysproduktion en god forretning?
Ja. Det kræver begrænset udstyr og teknisk viden, har lave opstartsomkostninger, og du kan arbejde hjemmefra.
Hvor meget koster det at starte en forretning med stearinlys?
Du skal regne med at bruge omkring 7.000-8.000 kr. på at starte en lille hjemmebaseret stearinlysvirksomhed, der dækker udgifter til udstyr som vandbad, beholdere og voks i større skala.
Er det rentabelt at producere stearinlys?
Ja. Med lave opstartsomkostninger og et globalt marked, der forventes at nå en omsætning på ca. 70 milliarder kroner inden 2034, er der et stærkt potentiale for profit.
Hvilke dufte er bedst til stearinlys?
Æteriske olier fungerer bedst og falder ind under fire kategorier: blomster, friske, træagtige og orientalske.
Kræver det særlige tilladelser at sælge stearinlys?
Selvom produktion af stearinlys ikke kræver nogen specifikke tilladelser, anbefales du at registrere din virksomhed, så du er juridisk beskyttet – evt. som et anpartsselskab (ApS) for at adskille dine personlige og erhvervsmæssige aktiver. Tjek desuden kravene til momsregistrering og erhvervsforsikring.