Er du på udkig efter produkter med høj fortjenstmargen? Uanset hvad du sælger, er nøglen til at opnå en høj fortjenstmargen at holde omkostningerne nede, samtidig med at du sælger til en premiumpris. Hvis du har besøgt en bilforhandler i de seneste år, har du måske bemærket, at sælgerne hellere vil vise dig SUV'er og lastbiler end sedaner. Måske har sælgeren en livslang passion for at transportere gods, men det er mere sandsynligt, at sælgeren gør det, fordi SUV'er og lastbiler har højere fortjenstmargener end sedaner. SUV'er, lastbiler og sedaner koster stort set det samme at producere, men eftersom SUV'er og lastbiler har højere detailpriser vil sælgernes nettofortjeneste være større.
Hvad er produkter med høj fortjenstmargen?
Produkter med høj fortjenstmargen er produkter, der giver en betydelig fortjeneste for hver solgt enhed, hvilket betyder, at du bruger mindre på at skaffe og klargøre en vare til salg, end hvad dine kunder betaler for at købe den. Forestil dig, at du sælger specialtrykte t-shirts for 80 kr., men dit udstyr, råmaterialer og arbejdskraft koster 70 kr. Det betyder, at du kun opnår en nettofortjeneste på 10 kr. pr. solgt t-shirt. Men lad os sige, at du bevarer de samme omkostninger, mens du hæver prisen til 130 kr. – det trækker pludselig din fortjenstmargen op på 60 kr. pr. t-shirt. Med andre ord er du dermed gået fra at have en relativt lav fortjenstmargen til en høj.
Sådan beregner du en fortjenstmargen
Du kan beregne din fortjenstmargen ved hjælp en en simpel formel:
Detailpris - Produktionsomkostninger = Fortjenstmargen
Detailprisen er det beløb, kunden betaler for at købe en vare. Produktionsomkostningerne inkluderer råvarer, maskiner, arbejdskraft og forsendelsesomkostninger. Hvis du bruger periodiseringsregnskab, kan du også inkludere dit marketingbudget som en del af produktionsomkostningerne.
Hvorfor du bør fokusere på produkter med høj fortjenstmargen
Høje fortjenstmargener bidrager til virksomhedens vækst, fordi de giver et højt investeringsafkast (ROI). Når online detailhandlere lagerfører produkter med høje fortjenstmargener i deres e-handelsbutikker, opnår de en relativt høj indtjening for hvert salg.
Forestil dig en online detailbutik, der sælger to produkter: Produkt A og Produkt B. Begge er prissat til 700 kr. Men den online virksomhed betaler 616 kr. for at producere eller skaffe Produkt A og kun 427 kr. for at producere eller skaffe Produkt B. Det betyder, at der er en nettofortjenstmargen på 84 kr. på Produkt A og en nettofortjenstmargen på 273 kr. på Produkt B. Så selvom detailkunderne betaler det samme beløb for begge varer, tjener forhandleren meget mere på at sælge Produkt B i sin e-handelsbutik, takket være den relativt store nettofortjenstmargen.
5 typer produkter med høj fortjenstmargen
Hvis du leder efter produkter med en høj fortjenstmargen til din e-handelsvirksomhed, er der mange muligheder. Nogle af disse produkter har høje detailpriser, mens andre er relativt billige for kunderne. Nedenfor finder du en liste med fem typer af produkter med høj fortjenstmargen, du kan undersøge nærmere.
1. Specialprodukter
Denne kategori inkluderer telefoncovers, køkkenredskaber, ure og samlerobjekter, f.eks. samlekort. Disse produkter kan ofte masseproduceres for relativt lidt penge og sælges med en betydelig avance på grund af efterspørgsel fra et nichemarked. Nogle specialprodukter, såsom telefontilbehør, har en bred markedsefterspørgsel. Andre, såsom specialiserede ure, har et mere nichepræget målmarked. Timbuk2, der laver specialtasker, og One Blade Shave, har bygget deres Shopify-butikker omkring sådanne produkter.
2. Børneprodukter
Denne kategori henvender sig til forældre, der handler til deres børn. Danskere er kendt for at bruge mange penge på legetøj til børn. Omsætningen for dette marked forventes at nå hele 2,4 milliarder kr. i Danmark i 2025. Meget legetøj kan fremstilles til lave omkostninger og sælges til en relativt høj pris. Virksomheder drevet af Shopify, som Babylist, har haft stor succes på legetøjsmarkedet.
3. Stearinlys
Ifølge det amerikanske nyhedsmedie Forbes kan det at sælge stearinlys give god fortjenstmargener, der spænder fra 25-50 %. Disse fortjenstmargener er mulige takket være et stort netværk af udenlandske stearinlysleverandører, der kan producere store ordrer for relativt få penge. Du kan endda opnå høje fortjenstmargener, når du laver dine egne stearinlys, fordi råmaterialerne generelt er ret billige.
4. Private label-produkter
Et private label-produkt er, når en producent laver et specialprodukt til en detailhandler baseret på detailhandlerens specifikationer. E-handelsvirksomheder kan samarbejde med producenter for at skabe skræddersyede private label-produkter og dernæst sælge dem online. Private label-kategorien inkluderer skræddersyet tøj, smykker, modeaccessories og sundheds- og wellnessprodukter. Virksomheder som Victoria Beckham Beauty, Blume og Frank Body har formået at bygge succesfulde e-handelsbutikker i denne sektor.
5. Dropshipping
Dropshipping er en anden måde, hvorpå man kan sælge produkter med høj fortjenstmargen. Med en dropshippingforretningsmodel sælger e-handelsvirksomheder produkter, der er blevet fremstillet, opbevaret og sendt af en tredjepart. Det er muligt at sælge en lang række produkter via en dropshipper, herunder kaffe, tøj og telefoncovers. Dropshipping kan tilbyde gode fortjenstmargener, fordi du ikke behøver at leje detail- eller lagerplads eller ansætte medarbejdere til at fremstille dine produkter.
Hvad kendetegner et godt produkt med høj fortjenstmargen?
- Kvalitet
- Efterspørgsel og konkurrence
- Produktions- og indkøbsomkostninger
- Forsendelses- og opfyldningsomkostninger
- Prissætning
At have et højt salg af online produkter, er ikke ensbetydende med, at rentabiliteten følger med og er lige så høj. Før at et e-handelsprodukt kan blive rentabelt, skal det opfylde de fleste af kriterierne nedenfor.
1. Kvalitet
Kunderne forventer produkter af høj kvalitet; det modsatte kan føre til en stigning i antallet af returneringer, hvilket hurtigt ville øge dine forretningsomkostninger og dermed mindske dine fortjenstmargener. Undgå disse problemer ved at etablere effektive kvalitetssikringsprocesser for at sikre, at du kun sælger produkter, der konsekvent tilfredsstiller din kundebase.
2. Efterspørgsel og konkurrence
For meget konkurrence kan føre til priskrige, og disse kan risikere at æde en stor del af en virksomheds fortjenstmargener. Markedsundersøgelser kan hjælpe dig med at identificere bæredygtige trends og efterspørgsel på forskellige produkter og dermed styre udenom sektorer, der allerede er mættet med konkurrenter.
3. Produktions- og indkøbsomkostninger
Produktions- og indkøbsomkostninger – herunder råmaterialer, udstyr, fast ejendom og arbejdskraft – er store forretningsomkostninger for de fleste virksomheder. Ved at reducere disse omkostninger og holde dem nede, så godt du kan, kan du øge fortjenstmargenerne uden at skulle hæve detailprisen.
4. Forsendelses- og opfyldningsomkostninger
Størrelsen, vægten og holdbarheden af dine produkter har stor indvirkning på forsendelsesomkostningerne til forbrugerne. Mindre, lettere genstande er billigere i porto, og hårdføre, slidstærke genstande kræver ikke særlig emballage til forsendelse. Selv om det er muligt at opnå høje fortjenstmargener ved salg af tunge, klodsede varer såsom fitnessudstyr, er det endnu lettere ved salg og forsendelse af lette varer såsom tøj eller skønhedsprodukter.
5. Prissætning
Selv om du kan øge rentabiliteten ved at hæve priserne, skal du huske at gøre det med omhu: Du har ikke lyst til at prissætte dig selv for dyrt og dermed miste din plads i markedet. At undersøge konkurrenternes priser ville kunne hjælpe dig med at forstå, hvad kunderne er villige til at betale for en vare.
4 tips til at maksimere fortjenstmargener
Uanset om du er ved at lancere en ny virksomhed eller er i gang med at forbedre din eksisterende, kan du optimere dine fortjenstmargener ved at følge nogle enkle tips. Vi har samlet de fire bedste tips til, hvordan du kan opnå produkter med høj fortjenstmargen lige her.
1. Se efter nichemuligheder, hvor der er høj efterspørgsel, men lav forsyning
Du kan være mere fleksibel med din prissætning, hvis ikke din branche allerede er fyldt med konkurrenter. Det kan være, at dit hjerte fortæller dig, at du skal fokusere på at lave accessories til kvinder, men at dit hoved fortæller dig, at du også burde inkludere en børnelinje i dit sortiment? Undersøg nichemulighederne, og gå efter den/dem, hvor der er høj efterspørgsel, men lav forsyning.
2. Forhandl med leverandører om lavere priser
I stedet for at hæve priserne over for dine kunder, kan du overveje at øge fortjenstmargenerne ved at se i den anden retning. Forhandl med leverandørerne for at sikre, at du får de bedste priser.
3. Forslå relaterede produkter
Når en kunde er på din hjemmeside eller browser i din e-handelsbutik, kan du øge værdien af deres besøg ved at foreslå relaterede produkter. Dette vil kunne øge summen af kundens indkøbskurv og dermed resultere i en mere rentabel transaktion.
4. Hold dine priser konkurrencedygtige
Det er naturligt at ville tjene så mange penge som muligt fra et salg, men dine forventninger skal stemme overens med markedets realiteter. Når alt kommer til alt, kan du kun høste en fortjenstmargen, hvis kunderne køber dine produkter. Du kan vælge at tage lidt mere end dine konkurrenter for at øge dine egne fortjenstmargener, men sørg for, at dine egne priser ligger i samme boldgade.
Skab vækst i din virksomhed med højere fortjenstmargener
Så længe du følger bedste praksis og tilbyder priser, der glæder dine kunder, kan en stigning i dine fortjenstmargener forbedre din virksomheds økonomi og vækst.
Ofte stillede spørgsmål om produkter med høj fortjenstmargen
Hvilke produkter har de højeste fortjenstmargener?
Produkter med de højeste fortjenstmargener er dem, hvor omkostningerne til at fremstille noget er betydeligt lavere end den pris, kunderne er villige til at betale for det. Specialprodukter, der henvender sig til et nichemarked, f.eks. børneprodukter og stearinlys, har potentiale til at blive produkter med høj fortjenstmargen.
Hvilke udfordringer er der ved at sælge produkter med høje fortjenstmargener?
At sælge produkter med høje fortjenstmargener kan være gunstigt, men det kommer med sine egne unikke udfordringer. Hovedudfordringen er at balancere ligningen mellem inputomkostninger og detailpriser. Når dine inputomkostninger stiger, kan det være fristende at hæve priserne for at holde fortjenstmargenerne høje. Men hvis du hæver priserne for hurtigt, risikerer du at miste kunder.
En anden udfordring er at det at skulle acceptere, at de sjoveste, mest inspirerende måder at skabe ting på ikke altid er dem med de højeste fortjenstmargener. Måske vil du gerne starte en smykkevirksomhed, men indser så undervejs, at du ville kunne opnå endnu større fortjenester ved at masseproducere kostumesmykker i stedet for at sælge håndlavede smykkevedhæng. Spørg dig selv: Er det et kompromis, du ville være villig til at indgå?
Hvor finder jeg inspiration til produkter med høj fortjenstmargen?
Du kan finde gode produktideer med lidt markedsundersøgelse. Brug Google Trends-værktøjet til at udforske verdensomspændende eller nationale bruger-søgninger, eller følg forskellige hashtags på sociale medier for at se, hvad der rører sig. Du kan også gennemse dine konkurrenters e-handelsplatforme og se, hvad de sælger. Nogle gange kan du endda se deres bedst sælgende varer, hvilket giver indsigt i, hvad forbrugerne er interesserede i at købe.
Hvor kan jeg sælge produkter med høj fortjenstmargen online?
Den bedste måde, hvorpå du kan sælge produkter med høje fortjenstmargener online, er ved at sælge via din egen e-handelsbutik. Mange iværksættere vælger at bygge en hjemmeside ved hjælp af en hjemmesidebygger, såsom Wix, Squarespace, Weebly eller WordPress, og derefter oprette en Shopify-butik, som kobles direkte til hjemmesiden. Du kan også sælge varer via andre online salgskanaler – Etsy og Instagram er populære muligheder – men i så fald skal du betale salgsprovisioner til disse virksomheder, hvilket vil reducere din samlede fortjenstmargen.