Vil du gerne vide, hvordan man tjener penge på Snapchat? Hvis du er heldig at have et par hundrede, eller måske endda tusinde, følgere på Snapchat, har du gode chancer for at kunne tjene penge gennem appen. Amerikanske undersøgelser viser, at Snapchat-influencers kan tjene alt fra 500 til 10.000 USD per opslag.
Men hvordan tjener man penge som virksomhed på Snapchat? Selv hvis du ikke har et antal følgere, der er værd at sponsorere for 10.000 USD, er der stadig måder, hvorpå du kan tjene penge på Snapchat.
Derfor er Snapchat vigtigt for virksomheder
Snapchat har en stor brugerbase af Gen Z'ere og unge millennials – ifølge det amerikanske marketingbureau Omnicore udgør disse to generationer 75 % af Snapchat-brugerne. Selvom platformen er kendt for sine forsvindende beskeder, har den også mange annonceringsfunktioner, der giver virksomheder mulighed for at øge deres synlighed, få trafik og øge konverteringer. De kan bruge dynamiske annoncer og lokalt sponsorerede Snapchat-linser og -stories til at nå ud til sit publikum. Der er også en bred vifte af CTA'er, der tjener forskellige mål.
Måske er det bedste ved Snapchat dets høje engagementsniveauer.
Ifølge Snapchats egen statistik åbner den gennemsnitlige bruger appen 40 gange om dagen, og de mest populære grunde til dette inkluderer shopping og socialisering.
Snapchat er den foretrukne platform for Gen Z, når det gælder om at dele deres yndlingskøb og shoppingøjeblikke. Faktisk er de 40 % mere tilbøjelige til at købe et produkt, de har set annonceret på Snapchat, sammenlignet med andre sociale medier.
Forstå Snapchat som en indtjeningsplatform
Snapchat giver virksomheder, indholdsskabere og udgivere en stærk platform til at generere indtægter. Nedenunder forklarer vi hvorfor – og giver samtidig et overblik over demografien.
Hvorfor Snapchat er en populær indtægtskilde for virksomheder
Virksomheder og indholdsskabere har haft reel succes med at tjene penge på platformen. Ifølge Snapchats hjemmeside oplevede Manscaped en stigning i indtægterne på 162 % ved at bruge Snap Ads.
Snapchat har et meget engageret publikum, der elsker autentisk, interessant og sjovt indhold. Der findes mange måder, hvorpå folk tjener penge på sociale medier – blandt andet gennem indholdsskabelse, sponsorerede opslag og annoncering.
Nøgledemografi for Snapchat-brugere
Ifølge data fra Statista er Snapchat-brugernes globale demografi klart domineret af yngre målgrupper: Mænd i alderen 13-24 år udgjorde 29,2 % af brugerne, mens kvinder i samme aldersgruppe stod for 27,5 % i januar 2024. Det betyder, at Gen Z – folk født mellem 1997 og 2012 – udgør den største andel af platformens brugere, efterfulgt af millennials.
Med dette in mente kan det være strategisk fordelagtigt at målrette dine annoncer og indtjeningsstrategi mod netop Gen Z og millennials. Det afhænger dog i sidste ende af dit indhold og din specifikke målgruppe.

10 måder at tjene penge på Snapchat
Er du nysgerrig på, hvordan man tjener penge på Snapchat? Uanset om du er iværksætter, indholdsskaber eller ejer en webshop, har du gode muligheder for at øge din synlighed og dermed din omsætning. Nedenunder finder du en guide med 10 konkrete metoder til, hvordan man tjener penge på Snapchat i 2025.
1. Deltag i det nye indtjeningsprogram
Hvis du er klar til at lave længerevarende, engagerende videoer, belønner Snapchats nye indtjeningsprogram mere etablerede indholdsskabere.
Snapchat bevæger sig væk fra sit oprindelige Spotlight-belønningsprogram, som blev nedlagt den 31. januar 2025. Snapchats samlede indtjeningsprogram placerer annoncer i skaberens Stories samt Spotlight-videoer, der varer mere end ét minut.
For at kvalificere dig til programmet skal du opfylde følgende kriterier:
- Have mindst 50.000 følgere
- Poste mere end 25 gange om måneden på Gemte Stories eller Spotlight
- Poste 10 ud af de seneste 28 dage til Offentlige Stories eller Spotlight
- Have opnået mindst ét af følgende i de seneste 28 dage: 10 millioner Snap-visninger, en million Spotlight-visninger eller 12.000 timers visningstid
Offentlige personer kan også ansøge om at blive Snap-stjerner, som Snapchat definerer som “offentlige personer eller skabere, der laver noget af det bedste og mest underholdende indhold til Snapchat. Gennem deres enestående synsvinkler giver Snap-stjerner deres publikum et enestående indblik i mangfoldige og globale interesseområder, herunder kunst, skønhed, nyheder, gaming, musik og mere.”
2. Bliv belønnet på Stories
Snapchat belønner dets brugere for konsekvent at lægge Stories op. Snapchat deler en del af annonceindtægterne med hver indholdsskaber baseret på deres præstation over en måned. Og man kan hæve sin indtjening, når man vil. For at blive kvalificeret skal din konto opfylde følgende kriterier:
- Have mere end 50.000 følgere på din offentlige profil
- Have opnået 25 millioner visninger eller 12.000 timers visningstid på din offentlige profil inden for de seneste 28 dage
- Have postet mindst 20 snaps pr. dag på din offentlige Story i 10 ud af de seneste 28 dage
3. Promover dine produkter og tjenester
Den nemmeste (og billigste) metode til, hvordan man tjener penge på Snapchat, er at promovere produkter og tjenester i dit indhold. Vis dine produkter i brug, fremhæv fordelene, eller skab engagerende indhold, der viser, hvad der gør dine produkter forskellige fra andre på markedet.

4. Samarbejd med influencers
Snapchat kan betyde knald eller fald for influencers. Snapchat-skabere har tidligere kritiseret platformen for ikke at tilbyde samme niveau af støtte og funktioner til fællesskabet som andre sociale medier. Alligevel kan samarbejde med relevante konti være en effektiv måde for din virksomhed at nå nye målgrupper og opbygge troværdighed på.

5. Opret et affiliateprogram
Affiliate marketing belønner dine affiliates med en procentdel af indtægterne fra hvert salg, de laver gennem deres dedikerede affiliate-link.
Dette er en god måde at arbejde sammen med influencers og partnere på – fordi jo flere penge de tjener for din virksomhed, jo flere penge får de selv. Du kan hjælpe partnere ved at dele brandaktiver og indholdsidéer, som de nemt kan dele med deres publikum. Jo lettere det er for dem at promovere din virksomhed, jo bedre.
6. Afhold en Snapchat takeover
Skab opmærksomhed omkring dit brand ved at lade en kendt influencer eller virksomhed inden for din niche overtage din Snapchat-konto i en dag eller to. De vil sandsynligvis dele takeoveren med deres egne følgere, hvilket kan føre nye brugere ind på din profil. Det øgede engagement kan give din konto et løft og potentielt resultere i en hurtig vækst i følgere.
Du kan samtidig tjene penge på takeoveren ved at køre et salg eller tilbyde en eksklusiv rabatkode til dem, der følger med.
7. Fang lokale brugere med geofilter
Hvis du ønsker at tiltrække et lokalt publikum til din fysiske butik eller øge din synlighed i en bestemt by eller kommune, kan du med fordel bruge Snapchats geofilterfunktion:
- Aktiver dine lokationstjenester for Snapchat-appen.
- Gå til indstillinger i appen, og vælg Administrer.
- Slå Snapchat-filtre til – det aktiverer geofilterfunkionen.
Dette er en effektiv metode til at målrette lokale annoncer. Du kan f.eks. tilbyde en rabat til brugere i København eller trække flere kunder til din butik i Aarhus.

8. Kør beskrivende annoncer
Snapchat-brugere er tilbageholdende med at forlade appen. De vil vide præcist, hvad de går ind til, før de navigerer væk fra appen. Derfor er det vigtigt at være beskrivende i dine annoncer.
Beskriv, hvad brugerne får, hvis de klikker videre, opmuntr dem med en rabat, og sørg for, at de ved præcist, hvor de vil blive omdirigeret til, hvis de beslutter sig for at swipe op.
9. Udnyt UGC
Hele 86 % af forbrugerne stoler mere på brugergenereret indhold (UGC) end influencer marketing. Dem, der interagerer med UGC, konverterer med en hastighed, der er 102 % hurtigere end gennemsnittet. Snapchats organiske og uformelle format egner sig ideelt til brugergenereret indhold som anmeldelser, kundevideoer og fotos.
Ved at integrere UGC (User-Generated Content) i dine Snapchat-annoncer kan du skabe en mere personlig og troværdig tone – samtidig med at potentielle kunder får indblik i andres oplevelser med dit brand.

10. Tjen penge gennem Snapchat Discover
Ud over at være en stærk kanal til at nå nye seere, giver Snapchat Discover dig også mulighed for at tjene penge på flere måder:
- Kør annoncer i Stories med brandede titler: Du kan publicere 1-10 Story-annoncer med brandede overskrifter, som vises på Discover-siden.
- Tjen penge gennem annonceindtægtsdeling: Snapchat placerer annoncer i dit Discover-indhold og deler derefter en del af indtægterne med dig baseret på performance.
- Brug affiliate-links: Når du opretter en Snap, kan du tilføje et affiliate-link. Det gør det muligt for seere at klikke direkte, mens de browser på Discover-siden. Husk at gøre det tydeligt, at der er tale om et affiliate-link.
Bedste praksis for, hvordan man tjener penge på Snapchat
Snapchat er ikke kun en platform, hvor man kan lege med sjove filtre og sende hurtige beskeder – der er også et stort potentiale for at generere en indtægt. Uanset om du er influencer, driver en virksomhed eller blot er nysgerrig, er der flere veje til at tjene penge via appen. Nedenunder gennemgår vi de bedste praksisser for, hvordan man tjener penge på Snapchat, så du kan skrue endnu mere op for din omsætning.
- Forstå dit publikum
- Skab en følelse af hast
- Sørg for, at annoncerne fungerer uden lyd
- Kom til sagen
- Vis dit produkt med det samme
- Hold nøje øje med dit budget
- Test, juster og prøv igen
Forstå dit publikum
At forstå din målgruppe er nøglen til effektiv annoncering – også på Snapchat. Det er vigtigt at finde ud af, hvem dine potentielle kunder er på platformen, og hvilken type indhold de interagerer mest med.
Start med at analysere, hvad dine konkurrenter gør: Deler de produktfokuserede Snaps, eller går de efter en mere livsstilspræget tilgang? Suppler med webdata, e-handelsstatistik og data fra øvrige sociale medier for at få indsigt i dine kunders adfærd og præferencer.
Her er en kort guide til, hvordan du kan lære dit publikum bedre at kende:
- Analyser af sociale medier: Brug analyseværktøjer til at undersøge brugeradfærd og købsvaner.
- Spørgeskemaer: Indsaml specifik feedback fra eksisterende kunder for at få direkte indsigt.
- Konkurrentanalyse: Undersøg, hvad dine konkurrenter gør på Snapchat, og identificér huller eller uudnyttede muligheder.
- Kunde-personas: Udarbejd detaljerede kundeprofiler, så du kan målrette din annoncering mere præcist og personligt.
Skab en følelse af hast
Du har kun få sekunder til at fange Snapchat-brugernes opmærksomhed. Ved at tilføje en nedtælling eller lancere et tidsbegrænset tilbud kan du skabe en følelse af, at det haster, og udnytte FOMO (frygten for at gå glip af noget). Det kan være det lille skub, der får dine følgere til at handle med det samme.

Sørg for, at annoncerne fungerer uden lyd
Mange ser mobilvideoer uden lyd – for eksempel for ikke at forstyrre sovende partnere, medrejsende eller familiemedlemmer. Det gælder også for seere med nedsat hørelse, som slet ikke er afhængige af lyd. Derfor er det en god idé at skabe annoncer, der fungerer både med og uden lyd. En effektiv løsning er at tilføje undertekster eller automatisk tekst til dine annoncer, så dit budskab stadig går klart igennem, selvom lyden er slået fra.
Kom til sagen
Du har kun begrænset tid til at fange brugernes opmærksomhed – tre sekunder for at være præcis. Inden for den tidsramme skal du nå at forklare, hvad din annonce handler om, hvem du er, og hvorfor nogen skal klikke videre og handle hos dig. Det er ikke så lidt at presse ind på et par sekunder, så derfor bør du komme til sagen så hurtigt som muligt. De første sekunder af en video er alfa og omega på Snapchat, så sørg for at bruge dem fornuftigt.
Vis dit produkt med det samme
Hvis du annoncerer et produkt, skal du sørge for, at det er synligt eller bliver nævnt så hurtigt som muligt i dine Snap-annoncer. Snapchat-brugere gider ikke bruge tid på at gætte, hvad det er, du reklamerer for – ellers risikerer du bare, at de swiper videre og glemmer alt om dig.
Den yngre forbrugergeneration forventer tydelig og direkte kommunikation fra de brands, de vælger at støtte. Fang deres opmærksomhed ved hurtigt at præsentere dit produkt – og tilbyd en rabat med det samme, hvis du har en, for at skabe incitament til handling.

Hold nøje øje med dit budget
Snapchat kræver et minimumsbudget på 5 USD om dagen for annoncering, men anbefaler et dagligt budget på mellem 20 og 50 USD, når du starter. Omkostningerne pr. klik og visning varierer afhængigt af branche og annoncetype, men hvis du fastsætter dit budget fra begyndelsen, sørger Snapchat for, at dit forbrug ikke overstiger det beløb.
Ved at overvåge dit budget nøje får du indsigt i, hvordan dine penge bliver brugt, og du kan identificere, hvilke annoncer der giver dig det største afkast på investering (ROI).
Test, juster og prøv igen
Det er ikke sikkert, du rammer plet med dine Snapchat-annoncer i første forsøg. Unge brugere er selektive med, hvilket indhold og hvilke brands de interagerer med, så det kan godt betale sig at eksperimentere med forskellige annonceformater. Hold løbende øje med dine kampagners performance, og brug resultaterne til at optimere og tilpasse fremtidige annoncer.
Jo mere du tester og justerer, desto skarpere bliver dine annoncer – og desto hurtigere kan du opbygge en effektiv forbindelse til dit publikum.
Fordele og ulemper ved at bruge Snapchat til erhvervsmæssige formål
Som med enhver anden platform er der fordele og ulemper ved at bruge Snapchat, som du bør kende til, før du giver dig i kast med annoncering på platformen.
Fordele ved Snapchat til erhvervsmæssige formål
- Driv trafik til din hjemmeside: Indsæt links i dine Snapchat Stories, så brugerne nemt kan komme til specifikke produktsider eller landingssider.
- Skab en ægte forbindelse til brugerne: Snapchat-indhold er ofte personligt og autentisk, hvilket giver dig mulighed for at engagere din målgruppe på et dybere plan.
- Kommuniker direkte med dine følgere: Med muligheden for at svare på Stories og annoncer kan du opbygge en direkte dialog med dine Snapchat-følgere.
- Nå et ungt publikum: Snapchat tiltrækker primært en yngre demografi, som samlet set har en købekraft på 5 trillioner dollars.
- Få adgangskrav: Det er hurtigt og enkelt at komme i gang, både logistisk og økonomisk – opret en konto, tilføj betalingsmetoder og post dit første indlæg på få minutter.
- Brug platformen uden besvær: Snapchats annonceadministrator er brugervenlig med en enkel og intuitiv brugerflade.
Ulemper ved Snapchat til erhvervsmæssige formål
- Mindre publikum: Selvom Snapchat har mange brugere, er platformens brugerbase mindre Facebooks og Instagrams.
- Tidsbegrænsede videoer: Videoerne må kun være 10 sekunder lange og forsvinder automatisk efter 24 timer.
- Begrænset delingsmulighed: Snapchat har ingen gen-delingsknap, hvilket gør det vanskeligt at sprede brugergenereret indhold og anerkende fans.
- Analyserne er svære at tolke: Snapchats analyseværktøjer er ikke lige så omfattende eller dynamiske som dem på andre platforme, hvilket kan gøre det vanskeligt at vurdere, hvor godt dine annoncer og indhold præsterer.
Sådan måler du succes på Snapchat
Mulighederne for, hvordan man tjener penge på Snapchat er mange – og det kan godt give lidt af en hovedpine, når man skal spore ens indtjening og måle succesen af ens marketingindsatser. Men bare rolig! Nedenfor finder du nogle af de bedste måder, hvorpå du kan følge din indtjening og performance på Snapchat.
Værktøjer til at spore indtjening
Snapchat tilbyder flere funktioner til at holde styr på dine indtægter:
- Snapchat Crystals Hub
Hvis du tjener penge direkte gennem Snapchat, sker det via Crystals – en form for virtuel valuta, du optjener gennem "betalingsberettigede aktiviteter". I dit Crystals Hub kan du se din aktuelle saldo og vælge at hæve dine Crystals.
- Snapchat Ads Manager
Ønsker du at følge resultaterne af dine betalte kampagner, kan du bruge Ads Manager. Her får du indsigt i præstationen af alle dine annoncer, inkl. visninger, klik og konverteringer.
Analyser engagement og rækkevidde
Du kan få adgang til detaljerede performance-metrikker i Insights-fanen på din offentlige skaberprofil. Her får du adgang til:
- Metrikker for offentlige Stories: Snap-visninger, seere, gennemsnitlig visningstid, total visningstid, screenshots, klik, kommentarer og Crystals.
- Publikumsmæssigt engagement: data om aldersgruppe, toplokationer og topinteresser.
- Spotlight-metrikker: visninger, seere, total visningstid, favoritter, abonnenter og delinger.
- Linse-metrikker: statistikker for rækkevidde, visninger, delinger, afspilninger og Snap kamera-afspilningstid.
Tip: Hold særligt øje med historikvisninger, gennemsnitlig visningstid og klikrate – de er nøgleindikatorer for, hvor godt dit indhold performer og engagerer dit publikum.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man tjener penge på Snapchat
Hvor meget kan du realistisk set tjene på Snapchat?
Hvor meget du kan tjene på Snapchat, afhænger af dit antal følgere og metrikker for engagement og rækkevidde. Influencers med tusindvis af følgere kan tjene fra 500 til 10.000 USD per opslag.
Hvilke typer indhold egner sig bedst til at tjene penge på Snapchat?
Der er flere typer indhold, der kan hjælpe dig med at tjene penge på Snapchat. Disse inkluderer:
- Indhold, der promoverer produkter og tjenester
- Indhold, der inkluderer affiliate-links
- Samarbejde med virksomheder og influencers
- Engagerende, autentiske videoer
- Spotlight-videoer på over et minut (for etablerede indholdsskabere med mere end 50.000 følgere)
- Snapchat-annoncer
Hvordan tjener man penge på Snapchat-annoncer?
Snapchat-annoncer giver virksomheder en effektiv måde at tjene penge på ved at markedsføre produkter, tjenester eller indhold til en ung og aktiv brugerbase. Ved at benytte annonceformater som Collection Ads og Story Ads kan annoncører skabe kampagner, der øger trafik, konverteringer og kendskab til brandet – og dermed omdanne visninger til reelle indtægter.
Kan man køre affiliatemarketing på Snapchat?
Ja, affiliatemarketing er muligt på Snapchat. Du kan indsætte affiliate-links i både annoncer og organisk indhold som Stories. Det er vigtigt at skabe visuelt engagerende indhold og inkludere en tydelig opfordring til handling. Husk også at følge Snapchats annoncepolitikker og retningslinjerne fra det affiliate-netværk, du samarbejder med.