Selvom det er en nem og hurtig process at registrere et domænenavn, er det ikke noget, du skal skynde dig igennem. Dit domæne er mere end bare en webadresse – det er en afgørende del af din brandidentitet.
Uanset om du vil udgive en blog, fremvise din portefølje eller starte en webshop online, er dit domænenavn ofte det første, som potentielle kunder støder på, hvilket gør det til en essentiel del af din online tilstedeværelse.
Det er vigtigt at give sig god tid til at vælge det rigtige domænenavn for at få succes på længere sigt. Et velovervejet domæne kan gøre det lettere for kunderne at finde dig online og dermed øge kendskabet til dit brand. Dog kan det også skade dine søgemaskinerangeringer og forvirre dit publikum, hvis du skifter domæne efter lanceringen – så vælg det med omhu i første omgang.
Denne guide hjælper dig igennem, hvordan man registrerer et domæne, og hvordan man vælger den perfekte webadresse til ens virksomhed.
Hvordan man registrerer et domænenavn i seks trin
- Vælg et domænenavn
- Tjek, om domænet er ledigt
- Vælg en domæneregistrator
- Køb og registrer et domæne
- Gennemgå din domæneaftale
- Forny dit domænenavn
1. Vælg et domænenavn
Dit domænenavn er en central del af din brandidentitet. Hvis du stadig er i gang med at navngive din virksomhed, bør du også tage domænenavnet med i dine overvejelser. Dine kunder vil have lettere ved at huske et domæne, der lægger sig tæt op ad dit brandnavn.
Hvis du allerede har et virksomhedsnavn, er dit foretrukne domænenavn sandsynligvis DitBrandnavn.dk. Men hvad hvis det allerede er taget? Bare rolig – du har flere muligheder:
- Brug et suffiks: Differentier dit domæne ved at tilføje et ord i slutningen. Dette kunne være dit primære produkt (DitBrandnavnSko.dk), din placering (DitBrandnavnDanmark.dk), eller noget mere generelt (DitBrandnavnOnline.dk).
- Brug et præfiks: Vælg et domæne, der starter med et handlingsorienteret verbum, som fremhæver dit produkt eller din service (FåDitBrandnavn.dk, BrugDitBrandnavn.dk, SpisDitBrandnavn.dk).
- Prøv en anden domæneudvidelse: Selvom .dk er den mest almindelige top-level domain (TLD) i Danmark, findes der også mange andre alternativer. Du kan f.eks. bruge en regionsspecifik udvidelse (som .eu eller .com) eller en specialudvidelse (såsom .shop eller .store). Husk, at specialudvidelser ofte er dyrere.
2. Tjek, om domænet er ledigt
Du kan hurtigt og nemt tjekke, om dit valgte domæne er ledigt. De fleste webhosting-tjenester tilbyder gratis værktøjer, du kan bruge til at tjekke tilgængeligheden for domæner via et registersystem kaldet WHOIS eller RDAP.
Her er nogle pålidelige sider, du kan bruge til at tjekke domænehistorik og -tilgængelighed for et domæne:
- Shopify
- Dandomain
- One.com
- Simply.com
- Squarespace Domains (tidligere Google Domains)
- GoDaddy
- Bluehost
Husk, at domænenavne er universelle. Hvis et domænenavn ikke er ledigt hos én udbyder, vil det heller ikke være ledigt hos andre. Men frygt ej – disse værktøjer foreslår ofte lignende tilgængelige domæner, hvis dit foretrukne navn er taget.

Du kan støde på adviseringer om domænemægling. Dette betyder, at domænet er taget, men at registratoren tilbyder at forhandle med den nuværende domæneejer på dine vegne om at overtage domænet. Selvom dette kan være en måde at få dit ideelle domæne på, medfører det ekstra omkostninger og mulige forsinkelser. Selv hvis ejeren accepterer at sælge, vil prisen sandsynligvis være meget højere, i sammenligning med hvis du registrerer et allerede tilgængeligt domæne.
Afhængigt af dit budget og hvor vigtigt det specifikke domæne er for dit brand, kan domænemægling være værd at overveje. Men hvis du har begrænsede midler, kan det ofte bedre betale sig at udforske andre variationer af dit ønskede domænenavn.
3. Vælg en domæneregistrator
En domæneregistrator er et firma, der reserverer og registrerer domænenavne på dine vegne. Når du køber et domænenavn, tilføjer registratoren det til domænenavnesystemet (DNS) for dig.
Selvom der findes mere end tusindvis af accepterede registratorer, gør du klogt i at holde dig til velkendte, pålidelige domæneregistratorer. Ved at bruge en populær registrator vil det være lettere at finde information om selve domæneregistreringen og løse eventuelle problemer, der måtte opstå, når du forbinder dit domæne til andre tjenester.
Du kan købe domæner fra forskellige typer virksomheder:
- Hjemmesidebyggere (som Shopify, Squarespace eller WordPress)
- Webhosting-tjenester (som Simply.com)
- Dedikerede domæneregistratorer (som Dandomain eller GoDaddy)
Mange virksomheder tilbyder både domæneregistrering og hostingtjenester. Dette kan være praktisk, da du får mulighed for at administrere alle dine hjemmesideaktiviteter ét sted. Du er dog ikke forpligtet til at bruge det samme firma til begge tjenester – du kan f.eks. vælge at købe et domæne fra én udbyder og så bruge et andet firma til hosting, hvis du foretrækker det.
Domænenavne betales typisk på tilbagevendende basis, normalt én gang om året, snarere end at det er et engangskøb.
De fleste grundlæggende .dk-domænenavne koster mellem 99 og 150 DKK om året. Dog kan premiumdomæner være betydeligt dyrere – f.eks. korte domæner på fire bogstaver eller meget eftertragtede termer. Specialdomæneudvidelser som “.store” eller “.shop” er ligeledes ofte forbundet med højere priser.
Når du lægger dit domænebudget, skal du være opmærksom på forskellen mellem den indledende pris og fornyelsesprisen – mange domæneudbydere tilbyder nemlig domæner til en reduceret pris det første år eller to, især hvis du køber et domæne sammen med andre tjenester.
Overvej følgende faktorere, når du vælger en domæneudbyder:
- Brugervenlighed: Hvor enkelt vil det være at forbinde dit domæne til din hjemmeside? Hvis du køber et domæne via din hjemmesidebyggerplatform, vil opsætningen ofte være hurtigere og lettere, da du kun har med et enkelt firma at gøre. Det kan blive mere teknisk udfordrende og kræve flere trin, hvis du vælger at bruge tjenester fra forskellige udbydere.
- Privatlivsbeskyttelse: Når du registrerer et domæne, bliver dine kontaktoplysninger offentligt tilgængelige i det globale ICANN-register. Privatlivsbeskyttelse af domæner sørger for at skjule disse oplysninger. Nogle udbydere, såsom Shopify, inkluderer denne funktion gratis, mens andre opkræver et ekstra gebyr.
- Tilgængelige domæneudvidelser: Mange domæneudbydere tilbyder .dk-domæner, men hvis du er interesseret i en regionsspecifik domæneudvidelse (f.eks. “.com” eller “.eu”) eller en specialudvidelse (f.eks. “.shop” eller “.store”), skal du sikre dig, at din valgte udbyder tilbyder disse.
- Ekstra tjenester: Mange domæneregistratorer tilbyder ekstra tjenester, herunder f.eks. hosting for e-handelsvirksomheder, værktøjer til hjemmesideopbygning og e-mail-hosting. Sommetider kan du være heldig at finde domæner til attraktive priser, men kun når de købes sammen med andre tjenester. Overvej, om du har brug for disse ekstra funktioner, når du træffer din beslutning.
4. Køb og registrer et domæne
Når du har valgt en registrator og besluttet dig for dit domænenavn, er du klar til at foretage dit køb. Nedenfor gennemgår vi processen for, hvordan man registrerer et domæne hos nogle af de mest populære domæneudbydere.
Registrering af et domænenavn hos Shopify: Hvis du er i gang med at opsætte en online butik, er det hurtigst og nemmest at registrere et domæne ved at købe det direkte gennem Shopify.
Denne metode tilbyder automatisk opsætning og giver dig mulighed for at administrere dine domæneindstillinger, subdomæner og videresendelses-e-mailadresser alt sammen fra ét sted – lige der, hvor du administrerer din e-handelsbutik.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos Shopify:
- Log ind på din Shopify-administrator og gå til Indstillinger > Domæner.
- Klik på “Køb nyt domæne”, og indtast dit ønskede domænenavn.
- Klik på “Køb” ved siden af det domæne, du vil registrere.
- Tilføj en betalingsmetode, hvis du ikke allerede har gjort det.
- Gennemgå dine personlige kontaktoplysninger, præferencer for autofornyelse og domæneregistreringsaftaler.
- Klik på “Køb domæne” for at afslutte dit køb.
- Klik på det bekræftelseslink, du har modtaget i en e-mail, for at afslutte din registrering.
Når du har afsluttet opsætningen af dit domæne, vil du kunne redigere dine domæneindstillinger, opsætte subdomæner og oprette videresendelses-e-mailadresser under Indstillinger > Domæner, som du finder i din Shopify-administrator.
Bemærk, at det kan tage op til 48 timer, før dit nye domæne bliver fuldt funktionelt.

Registrering af et domænenavn hos Dandomain: Dandomain er en af Danmarks førende domæneregistratorer og tilbyder en brugervenlig platform til registrering af både .dk-domæner og internationale domæner.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos Dandomain:
- Gå til dandomain.dk/domain.
- Indtast dit ønskede domænenavn i søgefeltet, og klik på "Søg".
- Hvis domænet er ledigt, kan du klikke på "Køb" for at tilføje det til din kurv.
- Gennemfør bestillingen ved at indtaste dine kontakt- og betalingsoplysninger.
- Du modtager en bekræftelsesmail, når registreringen er gennemført.
Dandomain tilbyder også muligheden for at flytte eksisterende domæner til deres platform. Hvis du allerede ejer et domæne hos en anden udbyder, er det også muligt at flytte undervejs.
Registrering af et domænenavn med One.com: One.com tilbyder en nem og hurtig måde at registrere domænenavne på, med mulighed for at kombinere domæneregistrering med webhosting og e-mailtjenester.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos One:
- Gå til one.com.
- Indtast dit ønskede domænenavn i søgefeltet, og tryk på "Søg".
- Vælg det ønskede domæne fra søgeresultaterne, og klik på "Tilføj til kurv".
- Opret en konto, eller log ind på en allerede eksisterende konto.
- Vælg en hostingplan, hvis ønsket, og gennemfør betalingen.
- Du modtager en bekræftelsesmail, når registreringen er fuldført.
One.com tilbyder også gratis WHOIS-privatlivsbeskyttelse og et brugervenligt kontrolpanel til administration af dine domæner.
Registrering af et domænenavn hos Simply: Simply.com er en dansk domæneregistrator, der tilbyder enkle og effektive løsninger til registrering og administration af domænenavne.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos Simply:
- Gå til simply.com.
- Indtast dit ønskede domænenavn i søgefeltet, og klik på "Søg".
- Hvis domænet er ledigt, skal du klikke på "Bestil" for at tilføje det til din kurv.
- Opret en konto, eller log ind på en allerede eksisterende konto.
- Gennemfør betalingen for at fuldføre registreringen.
Simply.com tilbyder også gratis DNS-service, anonym WHOIS-registrering og muligheden for at opsætte 301-viderestillinger samt DNS-konfigurationer til populære platforme som Shopify, Wix og Squarespace.
Registrering af et domænenavn hos Squarespace Domains: Med Squarespace Domains er det muligt at købe et domæne, uden du behøver at forpligte dig til andre Squarespace-tjenester. De tilbyder dog integrationer som Google Workspace og e-mailvideresendelse, hvis det ønskes.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos Squarespace:
- Besøg Squarespace Domains-registreringsside.
- Søg efter dit ønskede domænenavn.
- Klik på “Tilføj til kurv” ved siden af dit valgte domæne, eller tilføj flere domæner til din kurv.
- Fortsæt til kassen.
- Opret en Squarespace-konto med din virksomheds e-mailadresse.
- Vælg din registreringsperiode og fortsæt.
- Indtast domæneejerens kontaktoplysninger.
- Angiv betalingsoplysninger, og afslut dit køb.
Når du har modtaget en bekræftelse på, at dit køb er gået igennem, reserveres og registreres dit domæne hos Squarespace Domains.

Registrering af et domænenavn hos GoDaddy: GoDaddy er en af de ældste og mest kendte domæneudbydere, der tilbyder integration med forskellige tredjepartstjenester.
Trin til, hvordan man registrerer et domæne hos GoDaddy:
- Gå til GoDaddy.com, og søg efter dit ønskede domæne.
- Klik på knappen ved siden af det domæne, du ønsker, for at tilføje det til din kurv.
- Opret en GoDaddy-konto, eller log ind på en eksisterende.
- Indtast dine betalings- og faktureringsoplysninger.
- Gennemgå de ekstra tjenester, der tilbydes (f.eks. e-mailhosting og websitedesigner), og fravælg eventuelt dem, du ikke vil have.
- Vælg din betalingsperiode (op til 10 år for dk-domæner).
- Gennemgå din ordre, og afslut dit køb.
Når du har afsluttet dit køb, registreres dit domæne hos GoDaddy.

5. Gennemgå din domæneaftale
Før du afslutter dit domænekøb, bør du læse registratorens vilkår og betingelser omhyggeligt. Domæneaftalen er et juridisk bindende dokument, der beskriver:
- Hvem der har fuld råderet over domænet
- Fornyelsesvilkår og tilknyttede gebyrer
- Yderligere omkostninger for tjenester som domænegendannelse eller privatlivsbeskyttelse
- Betingelser for overførsel af domænet til en anden udbyder
- Betalingsbetingelser, herunder konsekvenser for manglende betaling
Ideelt set bør din virksomhed have fuld råderet over domænet i hele aftalens løbetid. Undersøg, om aftalen er fleksibel i forhold til overførselsbetingelser og gebyrer, så du frit kan skifte registrator, hvis det bliver nødvendigt.
6. Forny dit domænenavn
Når du køber et domæne, sikrer du det for en fast periode, typisk et år. Selvom nogle udbydere tilbyder længere perioder (såsom GoDaddys 10-års periode ved køb af .dk-domæner), er registreringen aldrig permanent.
For at bevare dit ejerskab over domænet skal du forny det, når din periode udløber. De fleste domæneudbydere tilbyder automatisk fornyelse, hvilket generelt anbefales. Men selv med automatisk fornyelse aktiveret, vil de fleste udbydere alligevel underrette dig, når det er tid til fornyelse.
Husk at holde dine betalingsoplysninger opdaterede, så din domæneudbyder kan opkræve dig automatisk ved fornyelse.
Hvis du ikke fornyer dit domæne, vil det ikke længere være tilknyttet din hjemmeside og vil blive tilgængeligt for andre at købe igen.
Hvad skal du gøre efter registrering af dit domænenavn
Opsæt DNS-indstillinger
Når brugere indtaster en URL i deres browser, sender browseren en anmodning til et globalt netværk af webservere, der lokaliserer dit websted ved hjælp af domænenavnesystemet (DNS).
DNS er et universelt anerkendt, decentraliseret system til navngivning af websteder. Det gør det muligt for computere, telefoner og andre internetkompatible enheder at finde den hjemmeside, en bruger leder efter.
Opsætningsprocessen for et nyt domæne kan være kompleks, især hvis den foregår manuelt. Men heldigvis sørger de fleste registratorer for at hjælpe dig med dette automatisk, herunder Shopify.
Opret en hjemmeside eller en landingsside
Hvad ser folk, når de besøger dit domæne? En hjemmeside eller en landingsside er det indhold, du vil knytte til dit domæne for at fortælle folk om dit projekt.
Til opsætning af blogs er hjemmesidebyggere som WordPress, Wix og Squarespace populære løsninger. Men hvis du vil købe et domæne til en e-handelsvirksomhed, er Shopify det bedste valg. Med Shopify kan du købe dit domænenavn og starte en online butik ved hjælp af én enkelt hjemmesidebygger.
Udover køb af domæne giver Shopify dig også mulighed for at:
- Vælge hjemmesideskabeloner fra et temabibliotek
- Vise produktdetaljer
- Indsamle kundedata
- Administrere marketingkampagner
- Behandle online betalinger sikkert
- Konfigurere forsendelse og levering
- Se webstedsanalyse
Aktivér privatlivsbeskyttelse for domæner
Domæneprivatlivsbeskyttelse skjuler dine personlige oplysninger fra den offentlige WHOIS-database. Beskyttelse af personlige data reducerer spam og cybersikkerhedsrisici betydeligt.
Hvordan du håndtere domæneprivatlivsbeskyttelse afhænger af din registrator. Nogle, herunder Shopify, har det aktiveret som standard, mens andre opkræver ekstra gebyrer for WHOIS-domænebeskyttelse. Du vil typisk blive bedt om at konfigurere dette som en tillægsydelse.
Ofte stillede spørgsmål om, hvordan man registrerer et domæne
Hvordan registrerer jeg mit eget domænenavn?
For at registrere dit eget domænenavn skal du vælge en domæneudbyder og følge deres købsproces. Gennemgå trinnene, der er beskrevet tidligere i denne guide, for at få specifikke instruktioner til registrering hos populære udbydere. Husk, at domæneregistrering er midlertidig – for at beholde dit domæne skal du forny det ved slutningen af din registreringsperiode.
Hvor lang tid tager det at registrere et domæne?
Det tager typisk omkring 24 timer at registrere et domæne – der kan dog være en forsinkelse på op til 72 timer, afhængigt af den webserver, du bruger.
Hvorfor kan jeg ikke eje et domæne permanent?
Det regulerende organ, ICANN, der administrerer domæner, har sat en maksimal grænse på 10 år for ejerskab af domæner. Du kan beholde et domæne længere end 10 år, hvis du fornyer det ved slutningen af perioden.
Er domæner gratis?
Nogle virksomheder tilbyder et gratis domæne, når du køber andre tjenester. Disse domæner har typisk begrænsede tilpasningsmuligheder og funktioner. Derudover inkluderer de ofte virksomhedens brandnavn i URL'en. Andre virksomheder tilbyder nogle gange et gratis domæne i et år ved køb af hostingtjenester, men disse domæner skal stadig betales ved fornyelse.
Skal domæner registreres?
Ja, domæner skal registreres. Dette sørger din domæneudbyder for at gøre, når du køber et domæne. Du skal ikke personligt registrere domænet, så længe du har betalt og givet en registrator alle dine registreringsoplysninger.
Hvor meget koster det at registrere et domænenavn om året?
Årlige gebyrer kan variere afhængigt af udbyderen og domæneudvidelsen. Regionale samt specialdomæner har tendens til at være dyrere end dk-domæner.