Iværksættere opbygger hele virksomheder omkring digitale produkter. E-bøger, onlinekurser, musik, tilpassede skabeloner og andre digitale varer er nemme at sælge og distribuere online og kan ofte supplere fysiske produkter og tjenester.
Hvis du lærer at sælge digitale produkter, giver det potentiale for passiv indkomst, da du kan nøjes med at lave dem én gang og derefter sælge dem gentagne gange til forskellige kunder uden behov for at genopfylde lageret. Det gør dem ideelle for kreative sjæle, bloggere, undervisere og freelancere, der søger effektive måder at tjene penge på online.
Hvis det lyder som dig, kan du læse med her og finde ud af, hvordan du udvikler, markedsfører og sælger digitale produkter online, og se eksempler på de mest populære digitale produkter.
Hvad er digitale produkter?
Digitale produkter er varer, der eksisterer i digitalt format. Disse inkluderer e-bøger, musik, digital kunst, software, onlinekurser og virtuelle varer, der sælges i videospil. De leveres typisk til kunder via download eller e-mail og giver virksomheder en måde at tilbyde værdi på uden at skulle have et fysisk lager.
Hvorfor sælge digitale produkter?
Der er flere fordele ved at sælge digitale produkter frem for fysiske varer:
- Lave omkostninger. Med digitale varer behøver du ikke at have lager eller betale for forsendelse.
- Høje profitmarginer. Der er få løbende omkostninger forbundet med digitale produkter, så du beholder en større del af salgsindtægten. Husk altid at beregne dine profitmarginer, før du sætter et produkt til salg.
- Mulighed for automatisering. Ordrer kan leveres øjeblikkeligt uden behov for manuel overvågning.
- Fleksible produkter. Der er mange muligheder for at integrere digitale produkter i din virksomhed. Tilbyd gratis produkter for at opbygge din mailingliste, betalte abonnementer for adgang til eksklusivt indhold eller licenser til brug af dine digitale produkter.
- E-læring er i vækst. Onlineundervisere kan bruge digitale produkter til at udvide deres forretning, og det forventes, at den globale e-læringssektor når en værdi af 840 milliarder US-dollars i 2030.
Selvom der er mange fordele, er der også udfordringer ved at sælge digitale produkter.
Når det gælder digitale varer, har forbrugerne ofte adgang til gratis alternativer til det, du sælger. Det kræver, at du grundigt overvejer din niche og laver velskrevne produktbeskrivelser, der viser værdien af dit produkt.
Digitale produkter kan også være mere sårbare over for piratkopiering end fysiske varer. Du kan være nødt til at bruge værktøjer og sikkerhedsfunktioner for at beskytte dine produkter.
Hvor kan man sælge digitale produkter?
Sælg dine digitale produkter gennem flere salgskanaler online for at øge deres rækkevidde og eksponere dit brand over for flere mennesker.
- Start en webshop for at udstille dine digitale produkter, promovere dit brand og publicere indhold, der appellerer til dit publikum. Overvej at bruge danske løsninger som MobilePay til betaling og gøre din butik mere relevant ved at tilbyde gratis guides eller lokale tips, som mange danske kunder sætter pris på.
- Promover dine digitale produkter og sælg dem direkte på sociale medier, så brugerne kan shoppe, mens de scroller. Danskere er særligt aktive på Instagram og Facebook.
- Opret profiler på markedspladser for digitale produkter inden for din niche for at få adgang til et etableret publikum.
Husk, at nogle markedspladser kan tage op til 50 % i kommission for hvert salg. Undgå sælgergebyrer ved at opbygge din egen webshop.
De 10 bedste digitale produkter at sælge online
- Onlinekurser
- E-bøger
- Digitale produkter til udprintning
- Digitale skabeloner og værktøjer
- Licenseret digitalt indhold
- Biblioteker med premium-indhold
- Produktbilleder
- Musik, kunst og underholdning
- Digitale serviceydelser
- Digitale medlemskaber
1. Onlinekurser
Onlinekurser er fremragende til at præsentere dybdegående indhold i et digitalt format, som du kan tjene penge på. Du kan udarbejde en præsentation, optage en videovejledning eller udvikle et kursus med eksperter inden for emnet.
Når kurset først er udarbejdet, kan det tages af tusindvis (eller hundredtusindvis) af studerende. Du skal bare sørge for at opdatere indholdet, når det bliver forældet eller mister relevans.
Start med at visualisere, hvad du ønsker, at dine elever skal vide eller kunne gøre, når de har gennemført dit kursus.
Onlinekurser kan inkludere quizzer, videnstjek og andre interaktive aktiviteter for at bryde den passive læring og øge engagementet.
2. E-bøger
Hvis du er ekspert inden for et emne, kan du også samle din viden i en e-bog. How to Cake It sælger for eksempel digitale kogebøger sammen med deres kurser, hvilket gør det nemt at scrolle og sætte bogmærke ved opskrifter, mens du bager.
E-bøger er et velkendt digitalt format, der kan tilgås via en e-læser, computer eller mobilenhed. Du kan skrive en e-bog om næsten hvad som helst, men før du vælger et emne, bør du undersøge, hvor meget gratis indhold der allerede findes om emnet.
Hvis der allerede er mange blogindlæg eller YouTube-tutorials, som dine læsere kan få gratis adgang til, skal du differentiere dit indhold med et unikt salgsargument.
Din e-bogs unikke salgsargument kan være dit gode renommé som ekspert inden for din niche. Alternativt kan din bog love at gå mere i dybden end det eksisterende gratis indhold. Eller du kan positionere din bog som en helt uundværlig ressource for læsere, der ønsker at udvikle sig inden for dit felt.
Husk også, at de fleste e-bøger er konkurrencedygtigt prissat og ofte inkluderer afsnit, som kan downloades gratis, for at sælge et stort antal eksemplarer.
3. Digitale produkter til udprintning
Denne kategori af digitale produkter spænder over en bred vifte af ting, der kan printes ud derhjemme, lige fra personlige kunstværker til væggen, kalendere og lykønskningskort til specialiserede modeller til 3D-printere eller krea-aktiviteter. Kunder kan downloade og printe dine design til personlig brug eller som en del af deres egne projekter.
Hos det yngre publikum er farvelægningssider og opgaveark til udprintning en efterspurgt kombination af sjov og læring. For eksempel sælger brandet Caravan digitale produkter såsom plakater til farvelægning i form af enten filer til download eller trykte plakater.
4. Digitale skabeloner og værktøjer
Digitale produkter kan også være værktøjer, der hjælper fagfolk med at udføre opgaver hurtigere eller mere effektivt. Du kan sælge digitale løsninger til almindelige udfordringer inden for et bestemt erhverv eller et typisk onlineprojekt såsom videoredigering.
Værktøjer kan være selvstændige apps eller elementer, der kombineres med anden digital software. For eksempel sælger RetroSupply Co pensler, teksturer og skabeloner til designere til brug i populære programmer som Procreate og Photoshop (bemærk, hvordan de også tilbyder onlinekurser og e-bøger).
Andre digitale værktøjer og skabelonprodukter, du kan sælge online, inkluderer:
- Digitale markedsføringsstrategi-skabeloner til iværksættere
- CV-skabeloner til jobsøgende
- Mobilapps til virksomheder
- Grafiske designskabeloner til brochurer, flyere, plakater osv.
- Adobe Photoshop-filtre og -plugins til medieredaktører
- Ikoner, skrifttyper eller UX Kits til webdesignere
5. Licenseret digitalt indhold
Uanset om det gælder stock-billeder, videomateriale, musik eller lydeffekter, er der et globalt økosystem af licensérbart digitalt materiale, som kreative folk uploader, så ligesindede kan bruge det i deres arbejde.
Licensering af dit indhold til brug for enkeltpersoner og virksomheder er en måde, hvorpå dine værker kan generere passiv indkomst. Brug din tid på at skabe kvalitetsindhold som videoovergange eller baggrundsmusik, og modtag derefter indtægter fra brugen deraf, så længe de forbliver populære.
Du kan sælge licenser fra din egen butik, ligesom EditStock sælger licenser til studerende. Eller du kan sælge gennem online markedspladser såsom sider med stock-billeder.
Når du brainstormer idéer til materiale, skal du starte med at tænke baglæns fra dine målgruppers behov. Tænk over, hvilket indhold der er efterspurgt, og hvor eksisterende indholdsudviklere ikke opfylder markedets behov.
Sørg for at beskytte dine digitale produkter med vandmærker og andre sikkerhedsforanstaltninger, især hvis du sælger fotos online.
6. Biblioteker med premium-indhold
Hvis du har haft succes med at sælge et onlinekursus eller en e-bog eller med at licensere indhold, kan du udvikle dit produktudvalg ved at samle dine værker. Du kan tilbyde fuld adgang til hele dit katalog med digitale produkter gennem et månedligt eller årligt abonnement – eller for et engangsgebyr.
Snowboard Addiction er et eksempel på en virksomhed, der har fundet ud af at tjene penge på alt, der har med snowboarding at gøre. Kunder kan købe fysisk snowboardudstyr samt downloade tutorials og tilmelde sig live onlinekurser.
En af fordelene ved en abonnementsbaseret forretningsmodel er, at det skaber et motiveret, aktivt fællesskab. Dine abonnenter er de mest oplagte potentielle kunder til alt nyt indhold, du skaber, og kan være en fantastisk ressource, når du overvejer dit næste træk.
Da dit bibliotek kun er tilgængeligt for betalende abonnenter, kan du også overveje at være vært for eksklusivt indhold såsom livestreams og Q&A-sessioner.
Du kan sælge abonnementer på digitale produkter med Shopify ved hjælp af en abonnementsapp.
7. Produktbilleder
Hvis du er fotograf, kan det være en lukrativ forretning at sælge dine serviceydelser online. Takket være væksten inden for e-handel har professionelle produktbilleder aldrig været mere efterspurgte.
De bedste produktfotografer kan identificere de egenskaber ved en vare, som købere er mest interesserede i, og bruge deres fotos til at fremhæve disse aspekter. Andre tips til at tage produktfotos af høj kvalitet omfatter at investere i et godt stativ og lære at skabe de rette lysforhold.
Ligesom det er tilfældet med de andre digitale produkter på denne liste, kan du sælge produktbilleder gennem din egen hjemmeside, et bureau, en markedsplads eller alle tre (medmindre du underskriver en eksklusivaftale). Når du sælger dine serviceydelser, kan du overveje at tilbyde forskellige pakker baseret på antal fotos, typer af produkter eller specifikke stilarter og opsætninger.
8. Musik, kunst og underholdning
Idéer til digitale produkter behøver ikke kun at være funktionelle. Hvis du er musiker, kunstner eller indholdsskaber, har du sandsynligvis allerede udforsket følgende eller lignende måder, hvorpå du kan tjene penge online på dine talenter:
- Crowdfunding-platforme som Patreon giver fans mulighed for at støtte indholdsskabere i bytte for eksklusivt indhold.
- Hvis du er kunstner, er onlinegallerier som Saatchi Art et godt sted at finde købere til dine værker.
- For at opbygge et publikum kan du uploade eller streame indhold på sociale medier i bytte for annonceindtægter, sponsorater og donationer fra publikum.
Ud over kunstnerisk og underholdende indhold er der en hel verden af brandet merchandise og brandede digitale produkter. Hvis folk er glade for en bestemt podcast eller et album, kan de være interesserede i varer med design, der refererer til værket.
Du kan bruge print-on-demand-firmaer til at fremstille brandede varer og sælge dem i en Shopify-butik uden at skulle betale for produktion, før du har solgt noget.
Ofte fungerer denne form for salg af digitale produkter bedst inden for nichemarkeder. For eksempel sælger Materia Store digitale noder til soundtracks til populære videospil.
9. Digitale serviceydelser
Serviceydelser går godt i spænd med digitale produkter. En designer kan tilbyde udvikling af logoer sammen med skabeloner, der kan downloades. En personlig træner kan tilbyde live træningssessioner til deres abonnenter. Ligeledes kan du positionere serviceydelser, uanset om de er digitale eller håndgribelige, som et supplement til dine onlineprodukter.
For eksempel kan du sælge konsultationer sammen med en personlig rapport eller et Excel-ark. Eller du kan tilbyde et gratis produkt til download for at generere leads til din mailingliste, hvilket er en taktik, som mange onlinevirksomheder benytter.
Hvis der er opgaver, du ofte udfører som en del af din servicevirksomhed, kan du overveje at omdanne dem til separate produkter for at skabe yderligere indtægtskilder.
10. Digitale medlemskaber
Digitale medlemskaber er en gylden genvej til et eksklusivt fællesskab centreret omkring dit brand eller indhold. Medlemskab af din digitale klub kan give adgang til premium-indhold, mulighed for at købe limited edition-merchandise eller billetter til events.
Andre digitale medlemsklubber giver adgang til netværksfordele. Nomad List er for eksempel et globalt netværk for digitale nomader, der tilbyder medlemskaber, som forbinder brugerne med andre nomader samt tilbyder bydata og funktioner til rejseplanlægning.
Som trenden med token-baserede projekter har vist, behøver digitale fællesskaber ikke at være centreret omkring et håndgribeligt produkt eller en serviceydelse. Medlemskab af et åbent kollektiv kan i sig selv være værdifuldt. Digitale projekter som Bored Ape Yacht Club bruger blockchain-teknologi til at verificere medlemskab og give adgang til fordele uden et decideret formål.
Når du udformer din digitale medlemsoplevelse, skal du fokusere på at skabe en følelse af eksklusivitet. Målet er hele tiden at tilbyde medlemmerne værdi og få potentielle kunder til at føle, at de går glip af noget.
Sådan udvikler og sælger du digitale produkter
1. Find eller skab et digitalt produkt
Find et digitalt produkt at sælge. Du kan udvikle dine egne digitale produkter eller blive affiliate-partner med en eksisterende indholdsskaber. Populære digitale produkter inkluderer:
- Indhold til underholdning
- Musik
- Skrifttyper
- Designmaterialer
- Forudindstillinger til Photoshop
- Skabeloner
- Software og plugins
- E-læringskurser
- Andre onlinetjenester
Produkt-brainstorming
Når du genererer idéer til dine digitale produkter, skal du ikke være for kritisk, for brainstorming handler netop om ikke at overtænke tingene. Hvis du leder efter idéer til downloads, som du kan sælge online, er her nogle spørgsmål, du bør stille dig selv:
- Kan du lære kunderne at bruge dine produkter? Hvis du eksempelvis sælger strikkeprodukter, kan du tilbyde sessioner, hvor du underviser i avancerede strikketeknikker.
- Er der noget, du kan hjælpe dine kunder med, der er relateret til din branche? Hvis du sælger surfbrætter, kan du udvikle et træningsprogram, der hjælper dine kunder med at holde sig i form til surfing derhjemme.
- Hvilke værdier har du bygget din virksomhed på, og hvilke emner relaterer sig til dem? Hvis du sælger bæredygtigt tøj, kan du tilrettelægge et kursus, der lærer dine kunder at leve et mere bæredygtigt liv.
- Hvordan kan du samle dit kundefællesskab? Hvis du sælger køkkenudstyr, kan du afholde en virtuel guidet vinsmagning.
- Hvad er du god til? Hvis du er rigtig god til produktfotografering, kan du lære andre, hvordan de bliver bedre til at tage produktbilleder.
2. Produktvalidering
Valider din idé, før du investerer for meget tid i den. Det sidste, du ønsker, er at bruge en masse tid eller penge på et nyt projekt uden at vide, om det har en reel chance for at opnå succes.
Her er nogle måder at validere din idé på, når du skal finde ud af, hvordan du sælger digitale produkter:
- Søgeordsanalyse. Brug et værktøj til søgeordsanalyse for at se, hvor mange mennesker der søger efter dine emner. Det giver dig en idé om potentialets størrelse.
- Google Trends. Søg efter dine emner på Google Trends. Kig efter emner med stigende interesse. Det betyder, at potentialet også vil fortsætte med at stige.
- Facebook-grupper. Der findes Facebook-grupper dedikeret til enhver niche og målgruppe, hvilket gør dem til et godt sted at finde ud af, hvad dine potentielle kunder interesserer sig for.
- Branchefora. Fora dedikeret til hobbyer og fællesskaber inden for din branche kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvad folk vil have og har brug for inden for den bredere sektor.
- Produktanmeldelser. Læs både anmeldelserne af dine produkter og dine konkurrenters produkter for at få idéer. Disse kan komme fra anmeldelser på produktsider samt uafhængige anmeldelser på blogs og andre hjemmesider.
- Start i det små og optimer løbende. Nogle gange er den nemmeste måde at validere en idé på at eksperimentere med en mindre version af idéen med plads til vækst. Målet er at få noget ud i verden så hurtigt som muligt, så du kan teste din idé og forbedre den derfra.
Uanset hvilken branche du er i, har du unikke styrker og viden, der vil være værdifuld for dine kunder, og som du kan udnytte til at sælge digitale produkter.
3. Opret en webshop
Når du har valideret en idé til et digitalt produkt, har du brug for en e-handelsplatform at sælge på.
Lav en hjemmeside, hvorpå du kan sælge dine digitale produkter, og kom i gang på få timer. Foretag dit valg i et katalog med hjemmesideskabeloner, tilpas den med dit logo, din tekst og dine billeder, og så er du klar til at sælge.
Shopify er det nemmeste og mest pålidelige værktøj til oprettelse af en webshop til salg af digitale produkter online. Du behøver hverken tekniske færdigheder eller et stort budget, og du kan vælge mellem mere end 100 skabeloner med indbyggede funktioner for hurtigt at komme i gang.
Der er også over 4.000 gratis Shopify-apps, du kan bruge til at administrere din butik og sælge flere digitale produkter online. Apps gør levering af digitale produkter nemmere end nogensinde. Gennemse App Store for at finde apps, der kan integreres i din butik og gøre alt fra at hoste kursusindhold til at levere PDF-køb.
4. Markedsfør dine digitale produkter
Med et digitalt produkt og en webshop klar er det tid til at finde dine kunder. Hvis du sælger skrifttyper eller designskabeloner, skal du opbygge et publikum bestående af designere og indholdsskabere på de sociale medier, de bruger mest. Overvej også influencer-marketing, SoMe-annoncer eller lead magnets.
8 apps til salg af digitale produkter på Shopify
- EDP – Easy Digital Products. EDP er en populær app til at sælge filer og licensnøgler til download gennem din webshop.
- Filemonk. Filemonk er designet til at gøre det så nemt som muligt for Shopify-butiksejere at brande og sælge digitale produkter.
- SendOwl. Virksomheder med mere komplekse digitale produkter kan udnytte en række automatiseringsfunktioner i SendOwl.
- Courses. Med denne Shopify-app kan du oprette lektioner, tutorials, webinarer og manualer og sælge dem online.
- Single. Hvis du er musiker og sælger musik, bygger Single bro mellem fysiske og digitale musiksalg.
- FetchApp. FetchApp er en anden app til levering af digitale downloads med mulighed for at oprette et gratis abonnement (5 MB lagerplads).
- Sky Pilot. Denne app bruges til opbygning af medlemsordninger. Sælg filer og eksklusive videostreams til kunder.
- BookThatApp, Tipo eller Sesami. Brug disse apps til at planlægge konsultationer eller coaching-sessioner med kunder. Alle tre tilbyder et gratis abonnement.
Ud over disse systemer til levering af digitale produkter er der andre Shopify-apps til at markedsføre og beskytte dine digitale varer, heriblandt:
- RecurrinGO!. Dette er en app til ugentlige eller månedlige abonnementer. Brug den til at automatisere tilbagevendende ordrer, fakturaer og digitale abonnementer til onlinemedlemskaber eller -ordninger.
- Disable Right-Click. Når dit indhold er dit produkt, hjælper denne app dig med at beskytte det mod tyveri. Du kan låse billeder og tekst, så det ikke kan gemmes eller kopieres uden din tilladelse.
Bemærk: Når du opretter digitale produkter i Shopify, skal du huske at fjerne markeringen af "Dette er et fysisk produkt".
Salgs- og markedsføringstips til digitale produkter
Uanset om du er ny virksomhedsejer eller føjer digitale produkter til din eksisterende webshop, skal du huske disse tips:
Skab et fantastisk digitalt produkt
Det første kriterium for at skabe digitale produkter er, at de skal tilføre værdi i dine kunders liv. Da du konkurrerer med gratis indhold på nettet, skal du investere i at skabe et produkt, som folk ikke kan finde andre steder.
Tilbyd en gratis lead magnet
Uanset hvor meget dit produkt koster, skal du skabe en light-version af det, som er gratis. Et gratis produkt kan hjælpe dig med at opbygge en mailingliste, som du kan sælge til i fremtiden. Det åbner også døren for opsalg og retargeting af potentielle kunder med forskellige kampagner. Gratis produkter kan opbygge tillid mellem din virksomhed og potentielle kunder.
Start et affiliate-program for dit produkt
Affiliates er en stor kilde til trafik og salg for indholdsskabere, der sælger digitale produkter. Find influencere, der er etablerede og betroede i din branche, og tilbyd dem en kommission for hvert salg, de genererer. Du kan fastsætte forskellige procentsatser for forskellige affiliates, så hvis nogen har et stort publikum, kan du give dem en højere kommissionssats for at promovere mere og tiltrække kunder.
Indsaml forudbestillinger
En god måde at få tidlige salg på er ved at tilbyde en nedsat "early bird"-pris. Hvis du lancerer et nyt digitalt produkt, kan du tilbyde 50 % rabat til de første 100 købere, derefter 25 % til de næste 100 købere og derefter lancere produktet til fuld pris, når rabatten på 25 % er opbrugt.
Tilbyd en pengene retur-garanti
Hvis du er tøvende med at tilbyde en garanti på dine produkter, giver det mening. Nogle mennesker kunne potentielt købe og bruge dit produkt og derefter bede om deres penge tilbage, men det er en del af det at drive en onlinevirksomhed. Fordelene ved højere konverteringsrater opvejer den lille procentdel af mennesker, der kan finde på at misbruge garantien. En pengene retur-garanti viser potentielle købere, at du påtager dig risikoen, så de ikke skal gøre det.
Skab de bedste digitale produkter til din virksomhed
Når du slipper for lagerbeholdning og de øvrige omkostninger, der er forbundet med at sælge fysiske produkter, kan alle typer digitale produkter være rentable idéer til en onlineforretning.
Der er utallige måder, hvorpå du kan skabe det bedste digitale indhold til at sælge og gensælge og inkorporere i din virksomhed. Med lidt opfindsomhed og tilstrækkelig investering af tid i starten vil du snart kunne tilbyde uimodståelig værdi, som gør, at indsatsen i den grad kan betale sig.
Ofte stillede spørgsmål om digitale produkter
Hvad er nogle eksempler på digitale produkter?
- Onlinekurser og webinarer
- Kindle-bøger
- Lydbøger
- Softwareprogrammer
- Webelementer som Shopify- eller WordPress-temaer
- Produkter til udprintning
- Sider, der kræver medlemskab
- Opgavehæfter
- PowerPoint-skabeloner
Hvordan udvikler man et digitalt produkt?
- Brainstorm idéer til digitale produkter
- Undersøg kundernes udfordringer og behov
- Valider idéer gennem søgeords- og trendanalyse
- Fremstil dine digitale produkter
- Opret en Shopify-butik
- Opbyg et publikum og markedsfør dine digitale produkter
Hvilke digitale produkter er efterspurgte?
- Uddannelsesprodukter som e-bøger og onlinekurser
- Eksklusive medlemsfællesskaber
- Digitale skabeloner og værktøjer
- Musik eller kunst til nye formål
- Serviceydelser, der kan sælges som produkter
- Licenser til brug af digitalt materiale
Hvilken type digitale produkter sælger bedst?
De bedst sælgende digitale produkter inkluderer grafisk design, skabeloner, filer til download og udprintning, musik og lyd, stock-billeder og print-on-demand-produkter som tilpassede t-shirts, notesbøger og krus.