Affiliate-marketing er blevet en milliardindustri fyldt med spændende muligheder for indholdsskabere. Det er i dag en populær metode blandt e-handelsvirksomheder til at promovere deres produkter og tjenester, og undersøgelser viser, at hele 79 % af online virksomheder samarbejder med affiliate-partnere.
De bedste affiliate-programmer er ofte gratis at tilmelde sig, hvilket gør det nemt og risikofrit at komme i gang med affiliate-marketing. Mange starter som en sidebeskæftigelse og udvikler gradvist deres egen forretning.
Denne guide til affiliate-marketing for begyndere hjælper dig godt fra start. Du får indsigt i, hvordan du finder det rette affiliate-program, opretter dine egne affiliate-links og begynder at tjene penge som affiliate-partner.
Hvordan affiliate marketing fungerer
Affiliate-marketing er en salgsmodel, hvor en virksomhed betaler en ekstern part for at formidle salget af et produkt eller en tjeneste.
Har du nogensinde hørt en annonce i en podcast eller set en influencer på sociale medier anbefale et produkt? Så har du allerede stiftet bekendtskab med affiliate-marketing.
Affiliate-partnere bliver belønnet med en provision for hvert salg, der sker gennem deres anbefalinger. Det er en måde at tjene penge på ved at dele produkter og tjenester med sit publikum.
Når du tilmelder dig et affiliate-program, får du et unikt link, som bruges til at spore de kunder, du sender videre. Når nogen foretager et køb via dit link, får du en andel af salget.
🌟 Vil du gerne i gang med affiliate-marketing, men har ikke mange penge at starte med? Lær, hvordan du starter en virksomhed for affiliate marketing uden penge.

Du kan finde et affiliate-program enten direkte hos en virksomhed eller gennem et affiliate-netværk, der samler flere programmer ét sted. Uanset metoden fungerer et typisk affiliate-program sådan her:
1. Du promoverer Butik XYZ på din hjemmeside, blog eller sociale netværk.
2. En person klikker på dit unikke affiliate-link.
3. Vedkommende foretager et køb i Butik XYZ.
4. Transaktionen bliver registreret af virksomheden eller affiliate-netværket.
5. Købet bliver bekræftet af Butik XYZ.
6. Du får udbetalt din provision.
Et godt eksempel er instagrammeren @caullenfit, som promoverer urmærket MVMT og henviser sine følgere til et affiliate-link i sin bio. MVMT har nemlig et affiliate-program, der er målrettet livsstilsinfluencere som ham.
Klikker du på linket i hans bio, bliver du ført til en oversigt over de forskellige brands, Caullen samarbejder med, heriblandt MVMT.
Når du klikker på et af disse links, gemmes en cookie på din enhed. Den gør det muligt at spore dit besøg, så affiliate-programmet kan tilskrive salget til Caullen og give ham provision, selv hvis du først besøger MVMT på et senere tidspunkt.
Hvis du så beslutter dig for at købe et MVMT-ur, når du går til kassen, går 8 % af beløbet direkte til @caullenfit som provision. Caullen giver samtidig sine følgere 15 % rabat gennem affiliate-linket på sin link-i-bio-side.
Hvordan man starter med affiliate marketing
- Beslut dig for en niche
- Vælg din affiliate marketing-kanal
- Find et relevant affiliate marketing-program
- Skab værdifuldt indhold
- Opbyg et publikum
- Overhold dansk lovgivning om reklame og gennemsigtighed
1. Beslut dig for en niche
En niche er et afgrænset område inden for et større marked, kendetegnet ved særlige interesser eller behov. Det bliver din specialitet: Dét, folk vil forbinde dig med. Rejseblogs er én type affiliate-marketing-niche, ligesom kæledyrspleje eller tiny homes.
Men det er langt fra de eneste muligheder. Der findes hundredvis af affiliate-nicher derude. Så hvordan finder du en, der både er profitabel og relevant for dig? Overvej følgende:
- Vil du lære mere om niche? Du skal kunne blive ekspert inden for din niche ved løbende at lære nyt og følge med i trends.
- Kan du løse problemer inden for niche? Mange affiliate-marketers har særlig viden eller erfaring, som gør dem i stand til at formidle indhold og løse konkrete problemer.
- Kan du tjene penge i din niche? De mest indbringende nicher er sjældent tomme for konkurrence. En niche med lav konkurrence kan faktisk være et tegn på, at der findes et aktivt købestærkt publikum.
Målet er at finde en niche med solidt forretningspotentiale – men også én, du brænder for. En affiliate-forretning kræver tid og dedikation. Hvis du nyder det, du arbejder med, er du langt mere tilbøjelig til at holde fast i det.
2. Vælg din affiliate marketing-kanal
Næste skridt er at finde ud af, hvilke kanaler du vil bruge til at nå dit publikum. Der findes mange måder at gøre det på, og hver affiliate-marketer har sin egen strategi.
For eksempel har affiliate-marketeren Ryan Robinson en Instagram-profil, men det er hans blog, der er hans primære kilde til indtægt. Andre vælger at fokusere udelukkende på affiliate-marketing via Instagram eller TikTok for at tjene provisioner.
Mange nybegyndere inden for affiliate marketing vil oprette en af disse to kanaler:
En nichebaseret anmeldelseshjemmeside
Denne type hjemmeside fokuserer på at anmelde produkter rettet mod en specifik målgruppe og sammenligner ofte forskellige produkter med hinanden. De kan også udgive købsguides og produktvejledninger, der hjælper forbrugere med at træffe informerede valg, ligesom The New York Times’ affiliateprogram ved navn Wirecutter.
Informativt indhold til blogs og sociale medier
Bloggere, influencere på sociale medier og YouTubere deler affiliate-indhold, der matcher deres målgruppes interesser, for at skabe tillid og opfordre til klik.
Et godt eksempel er Ryan Robinsons blog, som henvender sig til freelancere. Han udgiver jævnligt indhold om freelancing for at tiltrække læsere, der er relevante for de brands, han samarbejder med.
Ægthed og publikumsengagement er to afgørende elementer i affiliate-marketing. Hvis du ikke formår at skabe en ægte forbindelse til dit publikum, er chancen for, at de køber de produkter, du anbefaler, ret lille.
Usikker på, hvilken platform du skal vælge? Start med det, du er tryg ved. Hvis du elsker at lave videoer til sociale medier, så kan Instagram være din oplagte kanal. Er du stærk i skrift, kan blogging være den rette vej. Når du arbejder på platforme, du allerede kender og forstår, bliver det nemmere at skabe indhold, der rammer plet hos dit publikum – og som kan føre til affiliate-salg. Er du god til at lave YouTube-videoer? YouTube har sit eget affiliateprogram. For at være kvalificeret til at deltage skal du opfylde specifikke kriterier, herunder at deltage i YouTube Partner Program, bo i USA og have mere end 20.000 abonnenter på din kanal. Brands kan dog også deltage i YouTube Shopping-affiliateprogrammet. Shopify-butikker, der opfylder kravene, kan nemt synkronisere deres produkter til YouTube via Google & YouTube-appen på Shopify. Det gør det muligt for skabere at tagge produkter direkte i deres videoer og lade seerne handle, mens de ser med.
3. Find et relevant affiliate marketing-program
Det er vigtigt at vælge affiliate-tilbud og produkter, der passer til dit publikum, og ikke kun gå efter de programmer, der tilbyder den højeste provision.
Her er nogle ting, du bør kigge efter, når du vælger et affiliate-program:
- Har affiliate-programmet et godt brandry? Samarbejd kun med brands, som dine følgere har tillid til. Heldigvis vurderer mange affiliate-netværk programmerne for dig og fremhæver troværdige og rentable virksomheder, du kan arbejde sammen med.
- Har affiliate-programmet en god provisionssats? Du vil gerne belønnes ordentligt for din indsats. Mange programmer tilbyder over 20 % i provision pr. salg. Vælg et niveau, der matcher dit ambitionsniveau og din tid.
- Har det en høj indtjening pr. klik (EPC) rate? EPC er en branchemåling, der viser den gennemsnitlige indtjening for hver 100 klik. Mange affiliate-netværk viser denne information, så du kan sammenligne programmer og vælge det mest effektive.
At finde et affiliate-program, der passer præcist til dit indhold og din målgruppe, er afgørende for at opbygge en bæredygtig affiliate-forretning. Kig f.eks. på komediepodcasten True Crime Obsessed, hvor bedste venner og værter Patrick Hinds og Gillian Pensavalle kombinerer true crime-dokumentarer med humor.
Deres unikke tilgang til en populær niche har ført til over 200 millioner downloads, og de har udnyttet deres dedikerede publikum til at promovere en række affiliate-produkter og -tjenester. Hver gang en lytter klikker på et affiliate-link og køber noget, tjener de en provision.
For at finde gode affiliate-muligheder kan du starte med at spørge dine yndlingsbrands, om de har et ambassadør- eller affiliate-program. På den måde får du mulighed for at promovere produkter, du allerede kender og holder af.
Du kan også finde relevante produkter og brands at samarbejde med på følgende affiliate-markedspladser:
4. Skab værdifuldt indhold
I 2023 brugte folk i gennemsnit seks timer og 35 minutter online hver dag. Der er med andre ord masser af opmærksomhed at hente for online indholdsskabere, men for at tiltrække den, skal dit indhold have værdi for et specifikt publikum.
Blogs er en effektiv måde at dele relevant indhold på, og undersøgelser viser, at hele 65 % af affiliate-marketers genererer trafik alene gennem blogging.
At promovere et affiliate link på sociale medier er en anden gratis måde at få dit indhold i hænderne på At dele affiliate-links på sociale medier er en anden gratis måde at få dine anbefalinger ud til potentielle kunder. Mange affiliate-marketers arbejder udelukkende på sociale platforme, som bl.a. @taylerfit, der har opbygget en TikTok-profil med over 460.000 følgere gennem sit fitnessindhold. Hun tjener penge ved at promovere brands som 1UpNutrition via affiliate-marketing.
På Taylers link-i-bio-side kan hendes følgere finde affiliate-links til de produkter, hun viser frem i sit indhold. Hver gang en fan klikker og køber, tjener hun affiliate-indkomst.
5. Opbyg et publikum
For at opbygge et publikum skal du først nå ud til dem. En effektiv måde at gøre det på er ved at oprette en e-mailliste, så du kan kommunikere direkte med dine følgere. Du kan sende nyhedsbreve, opdateringer om nyt indhold og spændende tilbud til alle, der tilmelder sig.
Hvis du primært er aktiv på sociale medier, så begynd at følge og tagge influencere, der er relevante for din niche. Målet er at øge trafikken til din hjemmeside eller din profil på sociale medier.
Men at tiltrække opmærksomhed er kun første skridt: Nu handler det om at opbygge tillid. Det er den relation, der får folk til at vende tilbage.
Undgå at presse et salg igennem bare for at tjene hurtige penge. Jo mere ægte interesse og autenticitet, du udstråler, desto mere vil dit publikum stole på dig, og det er grundlaget for langvarig succes i affiliate-marketing.
6. Overhold dansk lovgivning om reklame og gennemsigtighed
I Danmark er det afgørende, at du som affiliate-marketer overholder markedsføringsloven, især reglerne om skjult reklame. Forbrugerombudsmanden har skærpet fokus på at sikre, at forbrugere tydeligt kan identificere kommercielt indhold på dansk.
Hvis du modtager betaling, gratis produkter, rabatter eller anden form for kompensation for at omtale eller linke til et produkt eller en tjeneste, skal dette klart og tydeligt fremgå som reklame. Det er ikke tilstrækkeligt at bruge udtryk som "affiliate-link" eller "sponsoreret", men i stedet anbefales det at anvende betegnelser som "Reklame" eller "Annonce" i begyndelsen af dit indhold eller direkte i forbindelse med linket.
Manglende overholdelse af disse regler kan medføre bøder. For eksempel blev en influencer i 2025 idømt en bøde på 30.000 kroner for skjult reklame. For mere information og vejledning om korrekt markering af reklameindhold, kan du besøge Forbrugerombudsmandens officielle hjemmeside.

Hvis du ikke opererer i Danmark, gælder der muligvis andre regler for, hvordan du skal mærke og formidle promoveret indhold. Det er vigtigt, at du sætter dig ind i lovgivningen i det land, hvor du markedsfører produkter. For eksempel stiller Tyskland også strenge krav til gennemsigtighed i reklamer. Influencere og affiliate-marketers skal tydeligt mærke alt betalt eller kommercielt indhold som Werbung (reklame), og det skal fremgå i begyndelsen af indholdet.
Uanset hvor du er baseret, bør du altid tjekke med de relevante myndigheder eller en juridisk rådgiver, så du er sikker på at overholde gældende regler for affiliate-marketing og annoncering.
Hvad er fordelene ved affiliate marketing?
Nu hvor du har fået styr på, hvordan affiliate-marketing fungerer, så lad os se på nogle af de største fordele ved denne forretningsmodel.
Du ejer ikke de produkter, du promoverer
De fleste offentligt tilgængelige affiliate-programmer, som Amazon Associates, kræver ikke, at du selv køber produkterne først. Du tilmelder dig blot programmet, får dit unikke link og deler det på din blog, hjemmeside eller sociale medier.
Det gør det ideelt som begynder, fordi du ikke behøver at investere en masse penge fra starten. Du kan eksperimentere og finde ud af, hvilke produkter og tjenester der appellerer mest til dit publikum.
Det er en passiv indkomstkilde
Når du først har skabt et solidt grundlag og en stabil strøm af trafik til dit indhold, kan affiliate-marketing blive en kilde til passiv indkomst. Alt du skal gøre, er at vælge de rette affiliate-partnere og dele dine links. Dine unikke links og rabatkoder kan fortsætte med at generere indtjening, så længe de forbliver synlige og relevante.
Det har høj indtjeningspotentiale
Affiliate-marketing kan udvikle sig til en fuldtidsindkomst – og mere til. Du bliver måske ikke rig natten over, men med den rette strategi kan det på sigt erstatte dit dagjob
Tilbage i 2016 fortalte affiliate-marketer Pat Flynn til Business Insider, at han kunne tjene op mod 170.000 dollars om måneden i affiliate-provisioner.
Et andet inspirerende eksempel er Rohan Kadam, eventyrer og grundlægger af bloggen Biking Know How. Han omdannede sin passion for cykling til en profitabel online forretning gennem affiliate-salg. “Jeg skalerede min forretning, især under COVID-pandemien, og gjorde den hurtigt rentabel,” fortæller han.
Hvor meget kan du tjene som ny affiliate marketer?
Din indtjening med affiliate-marketing afhænger i høj grad af dig selv. Det handler om, hvor meget trafik du kan tiltrække, hvor godt du forstår dit publikum, og hvor præcist du vælger de produkter og tjenester, der matcher deres interesser – samt naturligvis provisionssatserne i de programmer, du tilmelder dig.
Provisionssatser varierer betydeligt fra program til program. Nogle programmer med højere prissatte produkter tilbyder også højere satser og større enkeltudbetalinger, men salgene er ofte sjældnere. Programmer med lavprisprodukter giver typisk mellem 1 % og 20 % i provision pr. salg, men til gengæld kan de generere flere konverteringer.
Nogle brands tilbyder deres egne affiliate-programmer med unikke modeller – for eksempel faste satser pr. klik, betaling for trafik eller en kombination af forskellige elementer. Når du begynder at få resultater, kan du også få mulighed for at forhandle bedre vilkår med dine affiliate-partnere.
Tjen passiv indkomst med succesfuld affiliate-marketing
Der er ingen tvivl om, at affiliate-marketing er en smart måde at tjene penge online på. Med en målrettet indsats i opstartsfasen kan du opbygge et trofast publikum og skabe en stabil indkomst gennem din affiliate-side helt uden at løbe store økonomiske risici.
Ofte stillede spørgsmål om affiliate-marketing for begyndere
Hvordan starter jeg med affiliate marketing som nybegynder?
- Beslut dig for en niche
- Vælg din affiliate marketing-kanal
- Find et relevant affiliate marketing-program
- Skab værdifuldt indhold
- Opbyg et publikum
- Overhold dansk lovgivning om reklame og gennemsigtighed
Hvor meget tjener nybegyndere inden for affiliate-marketing?
Som ny i affiliate-marketing kan du typisk forvente en provision på op til 30 % pr. salg. Nybegyndere kan i gennemsnit tjene et sted mellem 10.000 og 100.000 dollars årligt, alt efter indsats, niche og trafik.
Hvad er de bedste affiliate marketingmuligheder for begyndere?
De bedste affiliate-marketingmuligheder for begyndere er programmer, der passer til den niche, du arbejder inden for som skaber eller marketer. Vælg programmer, der tilbyder højere provisionssatser, og som relaterer sig til populære trends og søgetermer. Du kan finde disse muligheder på affiliate-netværk eller markedspladser som:
- CJ
- Partner-ads
- TradeDoubler
- Adservice
- Awin
Er affiliate marketing det værd for begyndere?
Affiliate-marketing er bestemt værd at overveje for begyndere, fordi du kan komme i gang uden at skulle investere penge. Du kan opbygge og engagere dit publikum via gratis platforme som TikTok og Instagram og begynde at promovere affiliate-produkter uden opstartsomkostninger.
Hvad er de tre hovedtyper af affiliates?
De tre hovedtyper af affiliates er uafhængig affiliate-marketing, relateret affiliate-marketing og involveret affiliate-marketing.